Der mangler et kendt ansigt på rollelisten til den nye sæson af TV2's 'Badehotellet'.

Kristian Halken, som siden første sæson har spillet landmand Peter Andreas, der er far til en af seriens tidligere hovedpersoner Fie (Rosalinde Mynster, red.), er nemlig blevet skrevet ud af serien.

I pressematerialet til niende sæson af 'Badehotellet' fremgår det, at Bodil Jørgensens karakter Molly Andersen, der i de sidste par sæsoner har dannet par med Peter Andreas, er blevet enke.

Forklaringen lyder i pressematerialet, at Peter Andreas' hjerte siden sidste sæson, der foregik i 1941, ikke kunne klare at tyskerne begyndte at plastre klitterne til med bunkers, samt være vidne til hvor ivrigt deres naboer valgte at hjælpe fjenden med byggeriet.

Bodil Jørgensen og Kristian Halken i 'Badehotellet'.
Bodil Jørgensen og Kristian Halken i 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

I virkeligheden skyldes det kalenderlogistik, oplyser TV 2s kommunikationsafdeling til B.T., hvilket Kristian Halken efterfølgende også bekræfter.

»Der er ikke andet i det, end at jeg simpelthen ikke havde tid. Kalenderne passede bare ikke sammen,« forklarer han om sit 'Badehotellet'-exit.

Han fortæller, at han ingen indflydelse havde på hvordan, hans karakter skulle dø, men han synes, det er en fin forklaring, forfatterne er  kommet frem til.

Kristian Halken fortæller videre, at han ikke havde tid til at lave 'Badehotellet', da han sidste år havde travlt med optagelserne til en ny Xee-tv-serie 'Den bedste tid', der har premiere her i begyndelsen af 2022.

Kristian Halken.
Kristian Halken. Foto: Erik Refner
Vis mere

Derudover brugte han tid på Anders W. Berthelsens romantiske komedie 'Lykkelige omstændigheder', der har biografpremiere til efteråret.

66-årige Kristian Halken har igennem tiden medvirket i en lang række film og tv-serier, og er blandt andet kendt for at spille Anjas far Willy i 'Kærlighed ved første hik'-serien.

Selvom Peter Andreas'-karakteren altså er skrevet ud, kan 'Badehotellet'-fans i den nye sæson glæde sig over gensyn med faste karakterer som Hr. Weyse, Hr. Madsen og Amalie Dollerups Amanda-karakter, der er nogle af de mange gengangere fra sidst.

Den nye niende sæson har premiere 7. februar.