Skuespiller Rasmus Bjerg har det seneste år haft massiv succes med filmen 'Så længe jeg lever' om John Mogensens liv, men karrieren har ikke altid budt på lutter filmsucceser.

Særligt én film står tilbage som en decideret fejl for den danske skuespiller.

Det drejer sig om filmen 'Player' fra 2013, hvor Rasmus Bjerg spillede over for Casper Christensen.

Filmen handler om den stabile advokat, der tager til Sydfrankrig for at løse en skilsmissesag, hvorefter alt mere eller mindre går galt.

Og galt var lige præcis også, hvad det gik, da filmen skulle indspilles i netop Sydfrankrig, fortæller Rasmus Bjerg, der kalder filmen karrierens største fejltagelse.

»Jeg burde nok have råbt vagt i gevær på 'Player'. Jeg mødte op mandag til optagelse i Frankrig og fik et nyt manuskript i hånden, fordi det i weekenden var skrevet om af Casper Christensen, som havde krævet det for at medvirke. Instruktøren mistede overblikket. Bagefter gravede jeg mig ned og var vred på alle, men det var, fordi jeg ikke havde nosserne til at skille skæg fra snot,« siger Rasmus Bjerg til Filmmagasinet Ekko.

'Player' er instrueret af Tomas Villum Jensen, og ud over Casper Christensen og Rasmus Bjerg var skuespiller Ellen Hillingsø på rollelisten.

Filmen blev da heller ikke just vel modtaget i 2013, hvor B.T.'s anmelder blandt andet skrev, at filmen var kedelig.

Casper Christensen medvirkede også i 'Player'. Vis mere

'Tomas Villum Jensens hyggenygge-kedelige svindlerkomedie satser absolut intet, og det er skuffende fra en instruktør, der underholdt os så storartet i 'Solkongen', og som her har samlet to af landets sjoveste mænd: Casper Christensen og Rasmus Bjerg,' lød det dengang i anmeldelsen.

I biograferne solgte filmen ifølge Det Danske Filminstitut 96.000 billetter.

Men det var langtfra tilfredsstillende for instituttet, der ifølge Ekko havde regnet med et billetsalg på omkring 300.000 billetter.

Rasmus Bjerg er snart aktuel i filmen 'Danmarks sønner', der har premiere til april.