Trods sine 70 år og en mere end 40 år lang karriere kan den danske skuespiller Jesper Christensen stadig ikke klare at se selv på det store lærred. Han er simpelthen for kritisk.

»Det kan ikke bruges til en skid, det er ingen oplevelse for mig, og man bliver bare flået ud af filmen. Hvis der nu er en film, hvor man er heldig, man ikke er så meget med i, så kan man være på vej ind i en god oplevelse af det, men BANG, så kommer Jesper Christensen, og så er det hele ødelagt,« forklarer skuespilleren.

Jesper Christensen har et utal af roller på sit alenlange cv, der blandt andet tæller roller i flere James Bond-film og store danske film.

I øjeblikket er den 70-årige skuespiller aktuel i kortfilmen 'Maja', der bliver vist på Odense International Film Festival, der løber af stablen frem til den 2. september.

Jesper Christensen spiller over for den seksårige pige Selena Marsenic i 'Maja'.
Jesper Christensen spiller over for den seksårige pige Selena Marsenic i 'Maja'.
Vis mere

Filmen er skrevet og instrueret af skuespillerinde Marijana Jankovic og handler om den seksårige serbiske pige Maja, der kun kan meget lidt dansk og derfor har det svært i børnehaven, hvor hun har svært ved at enes med de andre børn, mens den godmodige børnehavepædagog (Jesper Christensen) prøver at hjælpe hende efter bedste evne.

Filmen er allerede shortlistet til den danske filmpris Robert-prisen, men Jesper Christensen har ikke selv fået set filmen endnu.

»Jeg kan ikke se den film, I ser. Jeg ser noget andet. Jeg ser en arbejdsrapport, og det frygtelige er, at det går aldrig væk. Jeg har set film, jeg har lavet for 45 siden, og det kører stadig,« forklarer Jesper Christensen og tilføjer:

»Det er så uhyggeligt, for jeg ved også præcis, at det jeg ser nu, det er anden optagelse af den indstilling. Jeg kan overhovedet ikke huske det, før jeg ser det, men når jeg så ser filmen, kan jeg pludselig huske, at den første faktisk var bedre, men der væltede en lampe. Jeg sidder og fører sådan en samtale med mig selv, man skulle jo tro, jeg var vanvittig,« griner skuespilleren, der dog har tænkt sig at få set ’Maja’ inden længe.

Marijana Jankovic, der er bedst kendt som skuespiller, har både skrevet og instrueret kortfilmen 'Maja'.
Marijana Jankovic, der er bedst kendt som skuespiller, har både skrevet og instrueret kortfilmen 'Maja'. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Jesper Christensen har tidligere medvirket i James Bond-film med budgetter på flere hundrede millioner kroner, men det er noget anderledes, når man laver kortfilm – men det betyder ikke det store for skuespilleren.

»Kortfilm og novellefilm er ikke det, der skaffer smør på brødet. Man kan måske få lidt brød, men det er så også det. Det er mere con amore (med kærlighed, red.), for der er ikke en kommerciel vinkel i det,« forklarer Jesper Christensen.

»Hvis jeg er i meget alvorlig økonomisk nød, så vil jeg lave hvad som helst, men hvis jeg ikke er det, så laver jeg det, jeg har lyst til. Den lyst kan nemt dø, og hvis man mister den, så har man ingenting. Så skal man finde et andet erhverv,« tilføjer skuespilleren.

Trods sine mange års erfaring hænger både selvkritikken – og ikke mindst nervøsiteten – stædigt ved.

Skuespiller Jesper Christensen har svært ved at se sig selv på film uden at være meget kritisk.
Skuespiller Jesper Christensen har svært ved at se sig selv på film uden at være meget kritisk. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Man holder heller ikke op med at være nervøs. Jeg kan godt i kålhøgenhed sige 'ja ja, det kan jeg'. Men når vi nærmere os datoen, hvor det skal laves, så ligger jeg og vender og drejer mig om natten, som om det var første dag på første film. Der er ingen forskel for mig,« siger Jesper Christensen.