Skuespilleren Dar Salim besluttede for 10 år siden at droppe karrieren som pilot for at blive skuespiller. I dag står hovedrollerne i kø, og i udlandet er man blevet enormt interesseret i danskeren, som dog ikke siger ja til hvad som helst.

»Det føles, underligt nok, meget naturligt. Der var en grund til, at jeg traf det valg for 10 år siden. Alle sagde, det var vanvittigt, men i maven kunne jeg mærke, at det var det, jeg skulle, var god til og ville nyde mest at bruge mit liv på,« forklarer Dar Salim.

B.T. møder ham til pressemøde på TV 2’s nye dramaserie Kriger, hvor Dar Salim spiller hovedrollen som krigsveteranen CC, der vender tilbage fra krig og går undercover i den københavnske rockerverden.

Hovedrollen er bare én i en lang række af hovedroller, Dar Salim har haft de seneste år, og selvom succesen på mange måder føles naturlig, så er det også en lettelse.

I Kriger spiller Dar Salim krigsveteranen CC.
I Kriger spiller Dar Salim krigsveteranen CC. Foto: Karoline Lieberkind/TV 2
Vis mere

»Det er enormt befriende at finde ud af, at man ikke bare var tosset, men at der også var andre, der var enige. Og jeg kan leve af det, leve godt af det og have det liv, man gerne vil have,« siger Dar Salim.

De store roller, som blandt andet også tæller hovedrollen i den roste ’Underverden’ fra sidste år, har også medført, at udlandet i den grad har øje på den 41-årige danske skuespiller. Han har tidligere haft mindre roller i udlandet, blandt andet i successerien ’Game of Thrones’, men nu banker større ting på.

»Jeg synes, der er større interesse. Og hvis du ser på de danske skuespillere, der gør det virkelig godt i udlandet, så har de alle sammen startet med at gøre det virkelig godt herhjemme. Og jeg kan mærke, det også sker nu for mig,« siger Dar Salim.

I 2018 har den danske skuespiller ikke været på optagelser, men han har i stedet brugt tiden på blandt andet at rejse til udlandet og holde møder.

Dar Salim har brugt 2018 på at trække stikket og være sammen med familien.
Dar Salim har brugt 2018 på at trække stikket og være sammen med familien. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Jeg har forholdt mig til projekter og rejst til Los Angeles, London og Berlin for at mødes med mennesker, der gerne vil mødes om nogle ting,« siger Dar Salim lidt hemmelighedsfuldt.

»Jeg kan bare sige, at der har været møder, og der ligger rigtig mange sjove bolde i luften både herhjemme og i udlandet. Nu er det et spørgsmål om, hvordan puslespillet går op, og så går det nok løs igen på et tidspunkt,« griner han.

Der er tale om både forholdsvis konkrete men også nogle ukonkrete projekter, forklarer han.

»Det er dem, der har kontaktet mig. Når det er store internationale ting, er det ikke sikkert, de siger: 'Hey, vil du spille den her', men så siger de: 'Du er på vores liste af tre-fire mennesker, vi synes er interessante. Kunne det være noget?' Så laver man en casting med instruktøren og tester nogle ting af. Det har været sådan nogle ting, men også konkrete tilbud,« forklarer Dar Salim.

Han ved godt, det kan virke kedeligt, når skuespillere ikke vil fortælle, hvilke roller de har på tegnebrættet, men det er der en grund til.

»Jeg kan give dig et eksempel. Jeg havde fået en hovedrolle i en tv-serie i England. Den var min, og der var ikke noget dér. Hvis du havde interviewet mig i ugerne op til, så havde jeg sikkert fortalt det, for den var der,« fortæller Dar Salim og tilføjer:

»Men den faldt fra hinanden to-tre uger inden optagelserne, for der sker bare nogle ting, der er politiske, som ikke har noget som helst med mig at gøre. Men det er ærgerligt at skulle forklare bagefter, at det ikke gik. Det ville også være uretfærdigt over for den kollega, der har fået rollen at læse, at vedkommende faktisk bare var andetvalg.«

De seneste års succes har også gjort, at Dar Salim er blevet mere selektiv. Han har tidligere sagt ja til ting i udlandet, som betød meget arbejde selv for små roller. I 2014 spillede han eksempelvis over for Hollywood-stjernen Christian Bale i filmen Exodus, men endte med at fylde meget lidt i filmen.

Dar Salim har tidligere medvirket i Dicte på TV 2.
Dar Salim har tidligere medvirket i Dicte på TV 2. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

»Jeg var afsted i tre måneder og var en del af hovedcastet, men blev klippet ud til at blive en form for statist til sidst. Det gav mig hår på brystet og fik mig til at se, at jeg også kan på det her niveau. Men jeg har ikke behov for at gøre det igen,« siger Dar Salim.

I 2018 har han eksempelvis hverken lavet film eller tv-serier. Til gengæld har han købt en båd og har været ude at sejle med venner, familie og sin syv-årige søn.

»Vi har fisket og nydt den her fantastiske sommer. Det har næsten været sådan et tegn: Det er nu, jeg skal holde fri, og det har jeg virkelig gjort. Det har været den bedste sommer i mit liv,« siger Dar Salim.