En bestialsk seriemorder, der efterlader kastanjefigurer som et makabert visitkort på sine ofre.

Det er plottet til det danske streaminghit 'Kastanjemanden', som har taget hele verden med storm.

Faktisk er serien så populær, at den har kickstartet en helt ny (og skræmmende) dille herhjemme.

Her er der nemlig begyndt at dukke små kastanjemænd op rundt omkring i hele landet.

Hvis man tager et kig på sociale medier, kan man se, at der florerer hundredvis af billeder, som er taget af folk, der er stødt på de mystiske figurer.

En af dem er 48-årige kosmetolog Mette Kronborg Valentin fra Aalborg, som torsdag blev 'offer' for sin ægtemands drillerier, da hun kom hjem efter en lang arbejdsdag.

Her opdagede hun på et tidspunkt noget besynderligt i sofaen, og da hun kiggede en ekstra gang, så hun, at det var en kastanjemand.

»Jeg fik et kæmpe chok,« siger Mette Kronborg Valentin og fortæller, at det trods alt hurtigt gik op for hende, at der ikke var en seriemorder i nærheden, men at det nok bare var hendes ægtemand gennem syv år, der havde været på spil.

»Og så fløj jeg op på førstesalen og gav ham en masse lammere (slag på skulderen, red.),« griner hun og fortsætter:

Mette Kronborg Valentin og hendes mand, Kim, som sidder med kastanjemanden i hånden.
Mette Kronborg Valentin og hendes mand, Kim, som sidder med kastanjemanden i hånden. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg var sur, men grinede på samme tid, fordi det jo var pissesjovt. Jeg kan slet ikke tåle at se sådan noget uhyggeligt noget, men han elsker, når jeg bliver forskrækket.«

Også 29-årige Louise Kristine Rishøj fra Snæbum har oplevet at blive skræmt for vid og sans efter at være stødt på en kastanjemand.

Og også i hendes tilfælde var det hendes bedre halvdel, 37-årige Rune Dahl Nielsen, som var gerningsmanden.

Han havde i sidste uge placeret to kastanjemænd i parrets shelter i haven, hvor Louise Kristine Rishøj skulle overnatte.

Sådan så kastanjemanden, som Mette Kronborg Valentins mand havde lavet, ud.
Sådan så kastanjemanden, som Mette Kronborg Valentins mand havde lavet, ud.
Vis mere

Så da hun kom ud i nattens muld og mørke med en lygte og kom til at lyse direkte på en af kastanjemændene, gik der et gys gennem hende.

»Jeg blev så forskrækket og var lige ved at løbe ind i huset, men så gik det op for mig, at det da nok bare var min kæreste,« fortæller Louise Kristine Rishøj.

Hun valgte at blive i shelteret natten over, men da hun vågnede, havde hendes kæreste tilsyneladende fået en smule dårlig samvittighed over sin skræmmende joke.

»Han tilbød i hvert fald at hente rundstykker, og jeg ved ikke hvad til morgenmad,« griner Louise Kristine Rishøj.

Louise Kristine Rishøjs kæreste havde placeret i alt to kastanjemand i hendes shelter.
Louise Kristine Rishøjs kæreste havde placeret i alt to kastanjemand i hendes shelter. Foto: Privat
Vis mere

Kastanjemanden havde premiere på Netflix 29. september og er hurtigt blevet så populær, at den vist ikke har brug for mere opmærksomhed.

Ikke desto mindre vurderer Henrik Høier, ekspert i film, tv og streaming, over for DR, at den nye dille med placeringen af kastanjemænd er voldsom god reklame.

»Med 'Kastanjemanden' har de ramt et virkelig genkendeligt og let kopierbart billede, som også passer med årstiden, hvilket gør, at folk kan lege med på universet,« siger han til mediet og fortsætter:

»Jeg ved ikke, om det er et bevidst marketingstrick, at serien ligger i kastanjesæsonen, men det giver fantastisk god mening.«