Sidst i september bliver hyggelige Odense forvandlet til et skrækkeligt sted.

Der sættes nemlig gang i den tilbagevendende uhyggesfejring Skrækfest.

I år vil det være dystopien – altså en fortælling om det uønskede eller skræmmende samfund – som vil være i fokus.

Hvis det lyder som den helt rette kombination af gys og gru, starter hele festivalen med et foredrag af noget så relevant som en horrorforsker 22. september, som man kan se gratis.

Det er Mathias Clasen, der kommer for at fortælle, hvorfor mennesker er fascineret af det værst tænkelige, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Mathias Clasen har tidligere talt ved en såkaldt Ted Talk – et online foredrag som oftest bliver set af tusinder – hvor han sætter lidt ord på, hvorfor vi synes, det er underholdende at blive bange.

»Verden er på nogle måder mindre farlig, end det var i vores forfædres tid – i hvert fald når man tænker på rovdyr. Vi er ikke i umiddelbar fare for at blive angrebet af en sabeltiger på vej hjem fra arbejde, men vi er af den grund ikke mindre årvågne eller frygtsomme evolutionsmæssigt i forhold til vores forfædre,« siger horrorforskeren, som fortsætter:

»Det aspekt ved den menneskelige natur bruger gyserunderholdningen. Den virker ved imaginært at transportere os til verdener, som er fyldt med fare.«

Så med det i mente, og hvis man har brug for at mærke man lever, er der masser af tilbud til Skrækfest med både film, foredrag og koncerter, der vil finde sted i både Nordisk Films Biografer på Banegårdscenteret. på Frølageret og Borgerens Hus blandt andet.

Og festivalen bliver altså afholdt fra 22. til 26. september.

Hvis man er interesseret i at deltage, kan man læse mere på Skrækfests side på Facebook.

Arrangementet er desuden støttet af Odense Kommune Statens Kunstfond.