Den 29-årige tømrer Simon har vundet 'Hjem til gården'. Nu har han sagt sit job op, men præmien har han stadig ikke set noget til.

Tidligere på ugen blev det meldt ud, at den netop afsluttede femte sæson af 'Hjem til gården' blev programmets sidste.

Dermed kan 29-årige Simon fra Valby søndag aften kalde sig den sidste vinder af TV 2-programmet.

»Det er en sindssyg følelse, at jeg endelig kan sige det højt i stedet for at snakke udenom og finde på undskyldninger,« siger Simon med et grin.

Simon vinder 'Hjem til gården' 2021.
Simon vinder 'Hjem til gården' 2021. Foto: TV2
Vis mere

Programmet blev nemlig optaget i sommer, så kun hans familie har på forhånd vist, at han ville ende med at stå som vinder.

Præmien på en halv million kroner har han derfor også allerede lovet sin del af til familien.

Hans søster skal med en tur i luftballon, hans mor får et forlænget weekendophold, og hans far skal med ham på fodboldtur til Portugal.

Resten af pengene skal postes i en stor personlig drøm, som Simon med præmien får mulighed for at vække til live.

»Jeg skal starte selvstændig som tømrer. Så bruger jeg en helt masse penge der, der skal både købes bil og en helt masse andre ting,« forklarer 'Hjem til gården'-vinderen.

Men selvom Simon allerede har sagt sit tømrerjob op for at kunne starte som selvstændig, så har han ikke set noget til præmiesummen endnu.

»Jeg har hverken fået eller brugt nogen penge endnu. Først så skal Skat jo også have nogle af dem, men sådan er det jo at bo her,« siger Simon med et grin.

Han ved heller ikke, hvornår præmien på den halve million – minus skat – skulle lande hos ham, men han regner med, at TV 2 giver ham et opkald i næste uge og gør ham klogere.

Hanne og Simon stod overfor hinanden i finalen af 'Hjem til gården'.
Hanne og Simon stod overfor hinanden i finalen af 'Hjem til gården'. Foto: TV2
Vis mere

Indtil da vil han fortsætte med så småt at gøre sin kommende virksomhed, Borch Byg, klar til opstart.

Hvad det så derefter skal føre til, venter han og ser.

»Jeg starter med bare at være mig selv først. Så meget arbejde har jeg heller ikke til at starte med, men man ved jo aldrig, hvor det ender henne. Det kan være, jeg skal have én ansat på et tidspunkt. Det må tiden vise,« slutter den sidste 'Hjem til gården'-vinder.