Lyt til artiklen

Det bliver Thomas Blachman, Kwamie Liv og Simon Kwamm, der sidder bag dommerbordet, når 'X Factor' endnu en gang får premiere i januar næste år.

Det stod klart, da TV 2 onsdag holdt pressemøde på den kommende sæson.

Dermed er Simon Kvamm eneste nye mand på holdet.

»Efter mange år i musik føler jeg mig klar til give andre råd og vejledning med på vejen. Jeg vil forsøge at videregive min kærlighed til at optræde og iscenesætte sange på nye måder og glæder mig til at finde og arbejde med mennesker der vil og kan andet og mere end at synge rent. Og så kribler det bare i min indre cirkushest efter at blive sluppet løs i Danmarks største familieunderholdnings-arena. Håber I tar blidt imod mig,« skriver Simon Kvamm selv på sin Instagram-profil.

Den 47-årige multikunstner er i øjeblikket aktuel med bandet Hugorm, men fik sit store gennembrud i 2004 som en del af satiregruppen 'Drengene fra Angora', hvor han blandt andet spillede den fiktive hollandske cykelrytter Pim de Keysergracht.

Simon Kvamm bliver ny dommer i X Factor.
Simon Kvamm bliver ny dommer i X Factor. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men satiregruppen lavede også en del musik – blandt andet landeplagen 'Jul i Angora' – og sideløbende dannede Simon Kvamm succesbandet Nephew.

Han har desuden spillet med Peter Sommer i duoen De eneste to, inden han i 2017 dannede electro-rockgruppen Hugorm, som blandt andet spillede på Smukfest i år.

Herudover kunne han for nylig ses i 'Toppen af poppen', hvor han fortolkede sange af blandt andre Hjalmer og tidligere Gulddreng Malte Ebert.

Simon Kvamm erstatter dj Martin Jensen, som efter to sæsoner i 'X Factor' ikke blev tilbudt en tredje.

»Efter to forrygende og vilde sæsoner med 'X Factor' takker jeg af for denne gang. TV 2 ryster posen, og det kan jeg kun støtte op om,« lød det i maj i et opslag på den nu tidligere dommers Instagram-profil.

»Jeg takker alle, som jeg har samarbejdet med på programmet – mine meddommere, Sofie, produktionen, TV 2, alle deltagerne, mit team, pressen og alle andre der har været med ombord. Vi ses ude på festivalerne!«

Foruden gengangerne Thomas Blachman og Kwamie Liv har også 'X Factor'-vært Sofie Linde sagt ja til en tur mere i manegen. Det bliver således hendes ottende sæson.