Silas Holst har en sjov, men også miljørigtig hobby - og han holder den i live, uanset om han er med i 'Vild med dans' eller ej.

Den populære danser afslørede for nylig i Jakob Riisings talkhow på Kanal 5, at han altid går rundt med en plastikpose i lommen.

Det gør Silas Holst, fordi han samler pantflasker. Han kan simpelthen ikke gå forbi en plastikflaske uden at samle den op og smide den i sin pose, og det er ligegyldigt, hvor han er henne.

»Ej, det er så pinligt. Der er faktisk nogle gange, når jeg har tjekket min jakke ind på en klub, så har jeg også tjekket en pose pantflasker ind,« fortalte han i showet.

Efter aftenens 'Vild med dans'-semifinale fortæller han, at han skam også samler pant i 'Vild med dans'-studiet.

»Du skulle se min bil,« smiler han.

»Der er sindssygt god pant (I 'Vild med dans'-studiet, red.) Folk drikker jo energidrik til træning. Om aftenen når Jakob og jeg rydder op, så samler jeg flasker. Det giver i snit ni flasker hver aften. Det er rundt regnet 13-14 kroner. Det er en meget god score. Du skulle se min bil. Jeg har en sort sæk bare med flasker herudefra,« griner han.

Han ved godt, det virker lidt spøjst, men han kan ikke lade være.

»Når Jakob stiger ud af min bil om aftenen og giver mig sin flaske, så bliver jeg oprigtig lykkelig. Det er jo tosset for halvanden krone, men jeg bliver virkelig glad.«

Nu gælder det 'Vild med dans'-finalen i Horsens næste fredag, og her satser han på, at der er masser af pant.

»Jeg tror, der er gode flasker i Horsens.«

Se Silas Holst fortælle om sin flaske-hobby i videoen øverst.