Signe Molde vender tilbage til skærmen, når hun skal være vært på et nyt program.

Det afslørede den 42-årige tv-vært selv, da DR onsdag holdt pressemøde om deres kommende satsninger.

Signe Molde meldte ud i september sidste år, at hun ikke længere skulle være vært på 'Quizzen' på DR2, da hun skulle ud og prøve noget nyt, inden 'hun blev for magelig'.

Men nu savner den tidligere 'X Factor'-vært alligevel lidt skærmtid.

Tv-vært Signe Molde.
Tv-vært Signe Molde. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Hun glæder sig derfor til at forlade skrivebordet, hvor hun nu har 'siddet fastgroet for længe', fortalte hun på pressemødet.

Programmet kommer til at handle om, at Signe Molde skal møde mennesker, som hun er uenig med.

»Jeg har en lyst til at se de her mennesker i øjnene og forhåbentlig gøre folk klogere,« siger Signe Molde om drivkraften.

Konceptet lyder ikke fjernt fra programserien 'Mellem fjender' med vært Anna Thygesen, som netop har været vist på DR2, eller 'Abdel mellem fjender', som blev sendt på samme kanal.

Men det kommende program med Signe Molde er under udvikling og har derfor endnu ikke en titel eller et sendetidspunkt.

»Jeg forsøger at tage emner op, som er relevante for os alle,« siger Signe Molde.

»Det har været sjovt at prøve at udfordre mig selv.«

Da Signe Molde stoppede som vært på 'Quizzen' sidste år, tog Gyrith Cecilie Ross over. Quiz-showet får dog ikke en ny sæson - hvilket kom bag på værten, som ikke havde fået noget at vide. Læs mere HER.