Den ene er mørk, den anden lys. Den ene er tyk, den anden tynd. Den ene har kæmpet med voldsomme overspisninger. Den anden kan ofte ikke tillade sig selv et enkelt måltid.
Udadtil kan de ikke være mere forskellige. Alligevel ser Nadja sig selv i Signe – og omvendt.
»Selvom vi ser forskellige ud, er vi enormt ens. Det budskab vil vi gerne ud med, så andre ved, hvordan de skal behandle sådan nogle som os. Både som venner, i skolegården, men også i systemet,« siger Signe Grønnebæk.
Begge kvinder kæmper med angst. Men det kan ingen se. Til gengæld kan alle se konsekvensen af, hvordan de hver især har fundet ud af at dulme eller kontrollere angsten.
Nadja Engsig og Signe Grønnebæk lever begge i skyggen af en spiseforstyrrelse. De ved, hvordan det er, når maden optager 99 procent af ens vågne tid.
I mange år brugte Nadja Engsig meget af sin tid på at spise. Hun har spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder), der betyder, at hun overspiser.
Mens Signe Grønnebæk i snart 20 år har kæmpet med en anoreksi, der ikke tillader hende at tage så meget som et gram på.
Hvis du synes, at du har set Nadja før, er det måske i TV 2 programmet 'Nadja og de 170 kilo', hvor man så, hvordan Nadja, da hun spiste mest, kunne indtage 11 rundtenommer efterfulgt af chips og is til et enkelt måltid.
Signe, som B.T. har fulgt gennem flere år, tillader sig derimod i perioder kun èt enkelt meget let måltid – om dagen.
For fire år siden mødtes de ved et foredrag. Siden har de skrevet sammen og støttet hinanden i hver sin kamp mod kiloene. Begge deler hudløst ærligt ud af sig selv:
- Nadja Engsig på Instagram under navnet 'nadjasnedtur'.
- Signe Grønnebæk på sin hjemmeside 'anoreksigne.dk'
Det er her, de har opdaget, at de kan hjælpe og støtte hinanden.
»Det hjælper, at der er en i den anden ende, der tager imod det, man skriver, og svarer: 'Det kender jeg godt. Du er ikke alene',« siger Signe Grønnebæk.
Selvom spiseforstyrrelsen er forskellig, er baggrunden ens – som Nadja Engsig siger:
»Når jeg læser det, du skriver, får jeg et nyt perspektiv på mig selv og lærer nyt om min egen spiseforstyrrelse.«
Nu sidder de overfor hinanden og hjælpes med at finde de rigtige ord til at beskrive andre menneskers blik på dem og på hinanden.
»Folk ser dig som skrøbelig – som én, der skal have omsorg, mens jeg er billedet på grådighed,« siger Nadja Engsig.
Begge er formet af andres blikke, holdninger og reaktioner på deres kroppe. Faktisk mener Nadja Engsig, at systemet har bestemt mere over hendes krop, end hun selv har.
»Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke ønskede at blive tynd, så var jeg ikke samarbejdsvillig. Alle andre har haft magt over min krop og har skullet bestemme over den. Jeg havde ingen kropsautonomi.«
Den følelse genkender Signe Grønnebæk.
»Vi er oftest blevet mødt med tvang. Angsten i os bliver behandlet med tvang, men det er galimatias.«
For tvang fjerner ikke angsten, den får ikke Nadja til at tabe sig eller Signe til at tage på.
»Den gør os bare til 'people pleasere',« siger Nadja, mens Signe supplerer:
»Ja, vi gør alt muligt, for at folk ikke skal lægge mærke til vores syge krop. Jeg kan smile og stå på et ben og forsøge at være 'alt-mulig-klovn', for at folk skal glemme min krop.«
I TV 2-programmet 'Nadja og de 170 kilo' satte Nadja Engsig sig for – sammen med Lisbeth Zornig – at finde ud af, hvorfor hun var blevet så stor. Forklaringen fandt hun blandt andet i barndommen.
Nadja Engsig voksede op med en psykisk ustabil mor og en far, der var alkoholiker, og som barn blev hun flere gange misbrugt af faderens drukkammerater. For Nadja blev maden et helle, der sikrede hende et panser mod verden.
Også for Signe Grønnebæk blev maden en måde at kontrollere det ukontrollable. I hendes tilfælde trickede overgangen fra barn til voksen angsten – og førte til, at hun som ung begyndte at sulte sig.
Begge har de gået i behandling for deres spiseforstyrrelse, men de ved, at den ikke bare kan fjernes med et snuptag.
»Nadja er god til at lave stories om, hvordan 'djævlen kommer igen – og igen'. Det er ikke rart at se, at du har det skidt, men det er genkendeligt,« siger Signe Grønnebæk og kigger på sin veninde:
»Og det er dejligt at føle sig lidt normal ved at se, at andre også oplever dét, man selv oplever,« svarer Nadja.
Forventningspres fra omgivelserne er noget, de begge kæmper med.
»Vores forstyrrelser bliver ret tit provokeret af omgivelserne eller af dét, vi tror, at omgivelserne forventer af os,« siger Signe Grønnebæk og peger på de croissanter, der står på bordet imellem os.
Hun ved, at hun ikke vil spise en. Alligevel skrumler tanken om den rundt i hendes hoved, mens vi taler.
»For forventer du, at jeg spiser en? Forventninger kan sætte gang i en snebold af bekymringer, bedst som man troede, at man havde pakket en hel snemand væk sidste år.«
Én bestemt forventning fra omverdenen har både Signe og Nadja mødt igen og igen.
»Forventningen om, at nu skal vi tage os sammen.«
Men man kan ikke overvinde psykisk sygdom ved at tage sig sammen. Både Nadja Engsig og Signe Grønnebæk er blevet voksne med deres spiseforstyrrelse, begge har lagt arm med den flere gange, og begge er nået frem til, at verden må tage dem, som de er – tykke eller tynde.
Det betyder ikke, at de ikke stadig kæmper med kiloene, men de lader sig ikke begrænse af dem.
Derfor bader Signe Grønnebæk året rundt splitternøgen i Øresund. Og til sommer kan man møde både hende og Nadja på stranden i bikini.
»Jeg er ishamrende kold. Jeg gider ikke klæde mig i store gevandter for at skjule min krop, for så kan jeg ikke mærke mig selv,« siger Signe Grønnebæk bestemt.
Mens Nadja Engsig tilføjer:
»Jeg er stoppet med at være i krig med min krop. Tidligere har vægten fyldt for meget. Men min succes som menneske afhænger ikke af, hvad vægten siger.«
