Om få uger kommer Sidney Lee til at tale fra graven.

Realitystjernen vil i en kommende TV 2 Echo-dokumentar med sin egen stemme fortælle, hvordan han 'ligger her under gravstenen'. Tv-stationen har nemlig genskabt den afdøde tv-legendes stemme ved hjælp af kunstig intelligens.

»Vi har diskuteret etikken meget indgående her på TV 2. Vi skal jo lave troværdige programmer, så man skal ikke tænke, at nu siger Sidney Lee noget, som han aldrig ville have sagt. Eller at vi lægger ham ord, meninger og holdninger i munden. Derfor har vi sat os selv nogle ret skarpe regler for, hvornår vi måtte gøre det, og hvornår vi ikke ville gøre det,« siger faktachef Thomas Breinholt til TV 2.

Den kunstige udgave af realitystjernen siger derfor kun ting, han enten tidligere har sagt i interview, eller holdninger, han tydeligt har givet udtryk for.

Desuden er alt godkendt af hans efterladte, som ifølge TV 2 har sagt, at ideen om at genskabe hans stemme 'er lige i hans ånd', og at 'han ville have syntes, det var fedt'.

Dokumentarserien 'Sidney' får premiere 11. april og vil gennem interview med både venner og familie fortælle historien om, hvordan Søren blev til Sidney Lee, og hvem den opmærksomhedskrævende karakter var, når kameraerne ikke pegede i hans retning, skriver TV 2.

Tv-stationen bringer også et par eksempler på, hvordan Sidney Lees fortællerstemme kommer til at lyde.

Den er blevet til ved, at et amerikansk firma, Veritone, har fået tilsendt en masse gammelt materiale med Sidney Lees egen stemme. Herefter har en medarbejder på TV 2s produktion forsøgt at imitere realitystjernens stemmeføring under indtaling af dokumentarens speak.

Sluttelig har Veritone kombineret de to og skabt en nøjagtig gengivelse af Sidney Lees karakteristiske stemme.

Hos TV 2 ved man godt, at det er et kontroversielt greb. Men tv-stationen argumenterer med, at Sidney Lee selv ville have elsket det.

»Sidney Lee var fuldstændig optaget af de her arkadespil. Han elskede computerspil. Han elskede at gå ind i verdener, som han kunne fortabe sig i. Og han kunne godt lide teknologi. Det var en del af hans personlighed,« forklarer tv-stationens faktachef.

Sidney Lee døde sidste år i en alder af blot 43 år. Ifølge TV 2 skete det som følge af blodforgiftning efter en lungebetændelse.