'Sensationel' åbningsweekend: Meryl Streep slår stribevis af rekorder
Den imødesete opfølger på 'The Devil Wears Prada' har været en profitabel fornøjelse i sin debutweekend.

Den imødesete opfølger på 'The Devil Wears Prada' har været en profitabel fornøjelse i sin debutweekend.

Et storstilet comeback har taget filmverdenen med storm den seneste uge.
Den ikoniske film fra 2006 'The Devil Wears Prada' er tilbage med en 2'er, og Meryl Streep, der spiller hovedrollen i filmklassikeren, er slet og ret aldrig kommet bedre fra start med en film, hun har medvirket i.
Ifølge flere amerikanske medier har opfølgeren indtjent mere end, hvad 1'eren gjorde og nåede derudover det højeste billetsalg ved en amerikansk premiere i Meryl Streeps karriere, skriver Bild.
Bare i åbningsweekenden indtjente 'The Devil Wears Prada 2' 233 millioner dollar – knap 1,5 milliarder kroner – heraf 491 millioner kroner bare i USA og Canada.
»Det er en sensationel premiere for en komediefilm,« siger analytikeren David A. Gross fra Franchise Entertainment Research.
Han vurderer, at populariteten blandt andet skyldes gode indledende anmeldelser af komedien.
Ifølge PostTrak – der er et markedsundersøgelsessystem for filmindustrien – er det særligt kvinder og teenagere, der sender indtjeningstallene i vejret.
76 procent af biografgængerne til filmen er kvinder, mens 74 procent af seere adspurgt af PostTrak »helt sikkert ville anbefale« filmen til deres venner.
Derudover har udgivelsen af opfølgeren også fået interessen til at stige på originalen, som er blevet set et stigende antal gange siden optakten til 2'erens udgivelse.
Foruden Meryl Streep spiller også Anne Hathaway og Emily Blunt med i biografsuccesen.