Flere seere var fredag aften overraskede over, at den kompetente dommer Anne Laxholm talte så lidt under sæsonens finale.
Og det forstår dommeren godt.
Det fortæller hun til B.T. efter finalen.
»Det er sådan, at vi byder ind. Og vi har jo et utroligt langt bord, så nogle gange byder man ind, men så bliver man ikke lige set eller 'taget'. Så er det jo kun to mennesker, der kan nå at blive taget,« forklarer hun og fortsætter:
»Men i aften vil jeg gerne indrømme, at jeg selv tænkte, at jeg ikke sagde så meget, men sådan tror jeg faktisk, at vi alle sammen havde det. Jeg sagde meget lidt.«
Hun fortæller dog, at det bestemt ikke var planlagt.
»Det var ikke med vilje, men sådan faldt det ud. Men man kan sige, måske hellere sige for lidt end for meget,« siger hun med et grin.
Det er dommernes job selv at signalere, at de gerne vil til orde, og fordi bordet er så langt, kan det være svært at se, hvem der gerne vil til, forklarer Anne Laxholm.
»Jeg prøver også nogle gange at gestikulere, at Nikolaj skal sige noget, fordi han sidder jo endnu længere væk, end jeg gør. Men ja, i aften synes jeg også, at jeg talte meget lidt,« lyder det.
Anne Laxholm er dog meget tilfreds med sæsonen.
»Det er gået utroligt stærkt. Det må jeg bare sige, og jeg er meget tilfreds med sæsonen.«
Dommeren vil dog ikke sige noget om, om hun også er ved bordet næste år.
»Lad os se, hvad der sker. Nu er det også 19 omgange, jeg har været med. På et eller andet tidspunkt, skal man også sige stop.«
Hun fortæller dog, at hun har haft det fantastisk under sæsonen, og at hun sidder utroligt godt mellem Nikolaj Hübbe og Sonny Pedersen.
»Jeg sidder jo helt fantastisk. Og Sonny har været sådan en god tilføjelse. Han kommer med noget helt nyt. Og Hübbe på den anden side, jeg kunne ikke sidde bedre.«
Der bliver da også en kærlig tanke til veninden Britt Bendixen, der sidste år annoncerede, at hun stopper i programmet.
»Selvfølgelig vil man altid savne Britt. Hun er jo Britt. Vi spiste frokost her i onsdags, og vi hygger os rigtig meget, men jeg kan også godt forstå, at man på et tidspunkt må sige stop.«
»Jeg tror vi alle kommer til et punkt, hvor man siger, nu er det nok. Og jeg tror, hvis vi spørger Britt, vil hun sige, at det var en god tid, men at det var tid til at stoppe.«
Det blev Caspar og Malene der løb med årets sejr i 'Vild med dans'.