'Om jeg fatter, at I kan kalde det et frisk pust. Jeg vil nærmere kalde et pust af elendighed.'

Sådan lyder en af de mange kommentarer på TV 2's Facebook-side, efter at tv-kanalen forrige lørdag havde premiere på 'Klipfiskerne'.

Hvor Felix Smith tidligere var vært på programmet, mens Thomas Warberg og Nikolaj Stokholm agerede holdkaptajner, har man fra denne sæson valgt at have hele to værter i form af Thomas Warberg og Heino Hansen.

Og det er tilsyneladende noget, der har vakt stærke følelser hos de trofaste seere.

Heino Hansen og Thomas Warberg er de nye værter på 'Klipfiskerne'.
Heino Hansen og Thomas Warberg er de nye værter på 'Klipfiskerne'. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

'Luk lortet, og lad os få Felix tilbage', 'Mit barnebarn på 12 bad mig lukke for det, da han fik ondt i hovedet af at høre på det' og 'Må vi få en udsendelse om tarmskyl næste lørdag i stedet for 'Klipfiskerne'? Så bliver niveauet da hævet lidt', lyder det blandt andet på Facebook.

Nogen mener, at 'Klipfiskerne' burde få nyt navn, siden der ikke vises særlig mange klip længere, og at programmet i stedet viser seks komikere, der har en 'lukket fest', hvor de forsøger at overgå sig selv i sjovhed uden tanke på, om seerne også har det sjovt. Andre mener, at programmet er blevet plat, decideret ødelagt og mangler styring i form af tidligere vært Felix Smith.

Hverken Heino Hansen eller Thomas Warberg ønsker over for B.T. at kommentere seerstormen, men henviser i stedet til de gode seertal, som programmet har haft.

Fra TV 2 lyder det til gengæld, at man er 'lydhør over for feedback, men også sikre på, at smilet nok skal komme frem, når seerne har vænnet sig lidt til justeringerne'.

»Vi har forsøgt at give 'Klipfiskerne' et frisk pust og skrue lidt på formatet. Det skal vi alle lige vænne os til, men vi synes, at både vores værter og deltagere gør det godt,« lyder det i en skriftlig kommentar fra TV 2-redaktør Jes Schrøder.

Værterne Heino Hansen og Thomas Warberg i quizshowet 'Klipfiskerne'.
Værterne Heino Hansen og Thomas Warberg i quizshowet 'Klipfiskerne'. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

Men det er ikke på kun på TV 2's Facebook-side, folk giver udtryk for, at de savner den tidligere vært. Også Felix Smiths egen indbakke bugner, fortæller han til B.T.

»Jeg er lidt i chok og decideret overrasket over mængden af beskeder, der er landet de seneste dage. Det varmer da det gamle tv-hjerte,« siger han.

Felix Smith sagde sidste år op på TV 2, hvor han foruden 'Klipfiskerne' lavede 'Go' aften Danmark', for at rykke til Kanal 5 og en drømmetjans som medvært på bilprogrammet 'Top Gear'.

Men siden sæsonafslutningen i april har Kanal 5 ikke haft flere jobs til tv-værten, som hurtigt opdagede, at han havde 'taget en fejlagtig beslutning', som han siger, da coronaepidemien ramte, og de programmer, han var i gang med at lave, ikke længere kunne produceres.

Tidligere vært Felix Smith med tidligere holdkaptajner Thomas Warberg og Lasse Rimmer. Her med Claus Elming, Ditte Ylva Olsen, Sarah Grünewald og Uffe Holm som deltagere.
Tidligere vært Felix Smith med tidligere holdkaptajner Thomas Warberg og Lasse Rimmer. Her med Claus Elming, Ditte Ylva Olsen, Sarah Grünewald og Uffe Holm som deltagere.
Vis mere

Derfor ringede han til TV 2, forklarede sig og tilbød sig selv som vært på endnu en sæson af 'Klipfiskerne'. Her lød meldingen dog, at de gerne ville prøve noget nyt. Og det nye blev altså uden ham ved roret.

»Jeg kan godt mærke, at det gjorde ondt i maven på mig. For pludselig gik det op for mig, at vi har lavet mange sæsoner, og det er åbenbart blevet en fast del af børnefamiliernes lørdag aften. Det kom faktisk bag på mig, at jeg alligevel havde så stærke følelser om det program. Jeg vil mægtig gerne lave det, men det er jo nogle andre, der skal bestemme det,« siger Felix Smith, der faktisk vover at sige, at han fortryder sin beslutning om at sige op.

Han forstår dog godt, at TV 2 vil prøve noget nyt med 'Klipfiskerne', som har eksisteret i samme format siden 2013.

»Fra mit udgangspunkt er jeg bare glad for, at folk synes, jeg mangler,« smiler den jobsøgende tv-vært, der har måttet søge andre veje.

De næste fire år er han ambassadør for regeringens u-landsprojekt i Østafrika, som vil uddanne 10.000 flere faglærte, men han vil mere end gerne tilbage til tv-skærmen hurtigst muligt, hvis chancen byder sig, fortæller han.