'Sikke et afsnit!' 'Thumbs up. Klasse TV.' 'Det bedste afsnit af 'Nak & Æd' til dato!'

Seerne er fuldstændig vilde med det seneste afsnit af 'Nak & Æd', som løb over skærmen på DR2 mandag aften.

I afsnittet er naturmanden Jørgen Skouboe og kokken Nikolaj Kirk taget til Zambia i den sydlige del af Afrika - for at nedlægge det største dyr, de nogensinde har haft på kornet: en flodhest.

Det var ikke uden betænkeligheder, at programmets to hovedpersoner gik ind til jagten. For er det overhovedet i orden at skyde det enorme dyr? Ville det overhovedet lykkes? Og hvad skulle de gøre med alt kødet, hvis flodhesten endelig blev nedlagt?

Jørgen Skouboe i et billede fra afsnittet, hvor han og Nikolaj Kirk nedlægger en flodhest i Zambia.
Jørgen Skouboe i et billede fra afsnittet, hvor han og Nikolaj Kirk nedlægger en flodhest i Zambia. Foto: Thomas Rounborg/DR
Vis mere

Men alle betænkelighederne bliver gjort til skamme af programmets seere.

På 'Nak og Æd's Facebook-side får afsnittet store roser af seerne.

'Bedste nak og æd afsnit nogensinde,' skriver Michael Søgaard i den mest interagerede kommentar under opslaget om mandagens afsnit.

'Hvor var det fedt, at I først og fremmest fik forklaret, hvorfor det var okay at skyde en flodhest. Dernæst superfedt, at I lod musik og billeder tale, mens flodhesten blev parteret. Sidst, men ikke mindst, fantastisk at se, hvor mange mennesker der fik glæde af det kød. Thumbs up. Klasse-tv,' fortsætter han.

Han var bestemt ikke den eneste, der følte sig både underholdt og godt informeret under afsnittet. Flere seere roser de to storvildtjægere for at udvise respekt for både deres bytte, lokalbefolkningen og kulturen i Zambia.

'Indtil nu den efter min mening stærkeste udgave af 'Nak & Æd' - så smuk og fyldt med alvor og følelser kombineret med respekt for vildtet, jagten, lokalbefolkningen, kulturen og alt sammen i den gode, sjove og hyggelige jagtkammeratskabsånd! Godt gået!,' skriver Frank Madsen.

Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk har siden 2010 nedlagt vildt i alle mulige afskygninger - både her i Danmark og i udlandet - i 'Nak & Æd' på DR2. Men ifølge en af programmets trofaste seere var mandagens afsnit seriens hidtidige højdepunkt.

'Som mange andre skriver: Sikke et afsnit! Har været trofast seer fra dag 1 og har set alle sæsoner mindst 20 gange og det her afsnit.. Det tror jeg sgu er mit yndlingsafsnit. Hold kæft, hvor var det godt, fedt og spændende! Så velproduceret, at man følte den afrikanske stemning og kultur helt hjemme i stuen. 'Nak & Æd', I er og bliver DR's bedste format! Skål drenge,' skriver Benjamin Dohn Vognbjerg.

Enkelte brugere morer sig over, at folkene bag programmet deler opskrifter med flodhestekød - som man nok ikke lige kan opstøve i det lokale supermarked.

Men der er bred enighed om, at afsnittet var meget vellykket - og modigt.

'Det bedste afsnit af 'Nak & Æd' til dato! 'Stor respekt til hele holdet og ikke mindst Jørgen for at rykke grænser. Dette her havde Jørgen fra de første programmer aldrig gjort,' skriver Rasmus Milling Varmdal.

Og også respekt til DR for at vise sådan et afsnit i vores moderne og politisk korrekte tider. Der er nok folk, som vil finde sådan et program - og de billeder, der vises - meget stødende. Syntes, det er modigt, men HELT på sin plads at sende programmet,' fortsætter han.

I 'Nak & Æd' er arbejdsfordelingen som oftest sådan, at Jørgen Skouboe nedlægger dyret, mens Nikolaj Kirk efterfølgende tilbereder det over åben ild.

Mislykkes jagten, skal den kendte kok i stedet tilberede et mindre appetitvækkende 'taberdyr', som Jørgen Skouboe har med hjemmefra.

Under flodhestejagten i Zambia var 'taberdyret' en abe med meget 'blå boller,' som det hedder sig i programomtalen.

Du kan se afsnittet her.