Omrokeringen af 22 Nyhederne på TV 2 til klokken 21.30 skulle give udsendelsen et seerboost. Men her et halvt år efter lanceringen halter programmet efter.

Det viser en opgørelse over seertal foretaget af TNS Gallup, som B.T. har regnet på. Tallene er nedslående nyt.

TV 2 Nyhederne har nemlig i gennemsnit 34.100 færre seere hver eneste dag, efter de relancerede nyhederne 28. januar i år.

Det er en markant tilbagegang. Da nyhederne blev sendt kl. 22, havde programmet i gennemsnit 332.800 seere om dagen. Nu er det nede på 298.700.

»Jeg har en fornemmelse af, at der er en generel afmatning,« siger medieanalytiker Claus Bülow Christensen, da B.T. præsenterer ham for tallene.

»Der er mange andre tilbud, og så er folk også begyndt at holde sig meget mere opdateret i løbet af dagen.«

Alligevel er nyhedschef for TV 2 Nyhederne Jacob Kwon ikke nervøs. Han forklarer, at de ser mere på 'share', som er andelen af alle de seere, der på tidspunktet ser fjernsyn, end de ser på seertal.

»Hvis man ser på 'share', så er vi faktisk ved at være tilbage på sammen niveau som 22-nyhederne,« siger Jacob Kwon.

»Interessen er generelt faldende for de store flot producerede nyheder, og det kan vi også se konsekvensen af. Flere og flere redaktioner arbejder på tværs og producerer både til tv og til internettet,« forklarer Claus Bülow Christensen.

Han tror, at de lave tal vil give TV 2 anledning til at se på, om de har overset noget i folks medievaner.

De lave seertal var bestemt heller ikke meningen med TV 2's omlægning af nyhederne. Tværtimod.

I januar forklarede Kwon, at nyhederne trængte til at blive fornyet:

»Det gør vi af flere grunde. Vi gør det primært, fordi der sidder flere seere foran tv-skærmen kl. 21.30 end kl. 22, og dermed går vi efter at optimere antallet af seere, som kan få gavn af vores nyhedstilbud,« sagde nyhedschef på TV 2 Jacob Kwon i januar.

Forklaringen på de lave seertal kan være flere ting, mener Claus Bülow Christensen.

»Folk er vanemennesker, og derfor er det ikke sikkert, det endnu er blevet en del af folks rutine, at nyhederne kommer kl. 21.30 på TV 2, selv om ændringen har været der i et halvt år,« påpeger han.

Desuden mener han, at TV 2 måske har undervurderet, hvordan danskerne ser deres nyheder.

»Jeg tror, TV 2 kigger på, om de har overset noget i folks medievaner. Der er for eksempel mange, der fylder fladen ud med tv-serier, og det kan være, at 22 Nyhedernes sendetidspunkt passede bedre – også i forhold til folks sengetid.«

Jacob Kwon ser dog meget optimistisk på fremtiden trods en tilbagegang i det gennemsnitlige antal seere.

»Vi er rimelig fortrøstningsfulde. Vi ved, at især nyhedsseerne er vanemennesker, så vi skal lige have vænnet dem til, at der er et alternativ til dem end TV Avisen på DR. 19-nyhederne er desuden landets største nyhedsudsendelse, så vi har ikke mistet vores position indenfor nyheder, og sammenlagt rammer vi over 1 million nyhedsseere hver dag på TV 2s hovedkanal.«

19-nyhederne har haft en lille stigning i seere, fortæller nyhedschefen. Han siger, at der på nuværende tidspunkt ikke skal ændres på noget, men at der til gengæld skal have lov til at gå lidt tid.