Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller har i de seneste tre sæsoner styret slagets gang i TV 2-programmet 'Vild med dans'. Men det begynder efterhånden at blive for meget ifølge tv-seere.

Det er faktisk blevet for meget i sådan en grad, at TV 2 både via sociale medier og mail får kritik af værterne.

Ikke fordi de er dårlige til deres arbejde, men fordi det ikke er en kvinde og en mand, der tager seerne i hånden under programmet.

'Det vil være rart og spændende med en flot fyr som den ene vært', lyder en af kommentarene på programmets officielle Instagram-profil. En anden bruger skriver:

Værter Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller.
Værter Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

'Den mandlige stemme passer også lidt bedre til at spørge efter points.'

En tredje seer mener ligefrem, at valget af to kvinder som værter påvirker, hvem der følger programmet hjemme i stuerne.

'Skift den ene ud med en mand. Jeg tror, I mister seere, når to damer står i front', skriver vedkommende kritisk.

Hos TV 2 er man til gengæld stærkt forundret over, at vi i 2020 skal diskutere, hvorvidt to kvinder kan stå i spidsen for et stort underholdningsprogram.

Sarah Grünewald har været vært i hele otte sæsoner af 'Vild med dans' - Christiane Schaumburg-Müller står noteret for seks.
Sarah Grünewald har været vært i hele otte sæsoner af 'Vild med dans' - Christiane Schaumburg-Müller står noteret for seks. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det er vigtigt at understrege, at Sarah og Christiane jo i udgangspunktet er blandt de mest populære værter på TV 2. Så det er ikke det, sagen handler om,« forklarer TV 2's underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, til B.T. og fortsætter:

»Det, der er overraskende for mig er, at når der kommer kritiske henvendelser – enten på sociale medier eller via mails – handler det ofte om værternes køn og ikke deres arbejde. Det oplever jeg ikke med mandlige værter.«

Han understreger samtidig, at Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller ikke er valgt som værter på baggrund af deres køn, men på grund af deres kvaliteter.

»Det undrer mig, at det er et ømt punkt for nogen, så det er værd at tage debatten om det. Om ikke andet for netop at modbevise pointen om at 'kvinder er noget pænt, der skal blandes op med noget mandligt',« forklarer han.

Ifølge Anne Jerlev, professor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, kan klagerne om værterne være et udtryk for 'faste forventninger til værtsrollerne'. Det siger hun til Berlingske.

Med 'faste forventninger til værtrollerne' henviser hun til 'den heteroseksuelle drøm', hvor det er manden, som står for autenticiteten. Kvinden derimod står for glamour-delen, forklarer Anne Jerlev.

På baggrund af dette giver hun da også et forsigtigt bud på, hvorfor valget af værter kan få seere til fluks at sætte sig til tasterne og sende klager afsted.

»Seernes frustration kan måske bestå i, at man nu bliver frataget fornøjelsen ved at kigge på det heteroseksuelle par, hvor man kan tale om, 'at de klæder hinanden godt'. To kvinder kan åbenbart ikke klæde hinanden godt,« siger Anne Jerslev.

En tanke, som TV 2 og Thomas Richardt Strøbech agter at gøre op med:

»Det vil vi fortsætte med de næste mange fredage,« lyder det afsluttende fra redaktøren.

Det har fredag eftermiddag ikke været muligt at få en kommentar fra Sarah Grünewald eller Christiane Schaumburg-Müller.