Fredag aften har flere seere i det danske kongerige svært ved at høre, hvad der bliver sagt og sunget i TV 2-programmet X Factor.

'Jeg bliver sindssyg !!! Livelyden fra deltagere/dommere er næsten væk ! Kom nu Tv2 !!!!,' lyder anken fra en ud af mange seere til B.T.

Også flere seere har klaget på TV 2s Facebookside over lyden i underholdningsprogrammet.

Det gør det svært for folk at følge med i det populære fredagsprogram.

Til gengæld virker det umiddelbart til, at det ikke et noget, som alle seere oplever. Omkring 22.00 oplyser TV 2, at man har fundet fejlen, og problemet er løst.

»Vi har nu identificeret de problemer med lyden, som nogle seere har oplevet under aftenens X Factor-program. Det viser sig, at problemet skyldes en fejl hos Stofa, og specifikt Stofas kunder på Fyn og Østsjælland. Stofa meddeler, at problemet nu er løst,« siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard

Flere seere påstår på TV 2s egen Facebook-side, at problemet ligger hos ens tv-udbyder og ikke hos produktionen.

Temaet for aftenens liveshow, der er det fjerde i rækken, er filmhits.

Efter Thomas Blachman sidste fredag måtte sige farvel til Gina Michaells, står den rutinerede X Factor-dommer nu kun med et kort tilbage på hånden i form af Kristian Kjærlund. Bookmakerne spår, at Oh Lands gruppe Echo og Ankerstjernes unge sanger Patrick kommer til at stå i farezonen. Aftenens tema er 'filmhits'.