»Det er fucking jer, der har taget abekopper med til Danmark«

Sådan skrev en meget vred person i kommentarsporet på Facebook, da det blev annonceret, at der i denne sæson af DR-hittet 'Gift ved første blik' første gang skulle matches et homoseksuelt par.

Og selvom Sebastian Søvsø og Anders Reinholdt Jonssen ikke lader sig påvirke af hadske kommentarer om deres seksualitet, er det stadigvæk et problem for dem, at nogle mennesker skriver grimme ting om homoseksuelle mænd på sociale medier. Og kommentarerne handler ikke kun om abekopper.

»Jeg nåede at læse nogle, som jeg synes var værre (end abekopper-kommentaren, red.), men de blev hurtigt slettet. Det var noget med: ‘Det er skudt helt af. Det er fucking klamt, og burde udryddes’,« fortæller Sebastian Søvsø.

Theis Mortensen/Snow Productions

Hadbeskederne kommer ikke som et chok for hverken Anders Reinholdt Jonssen eller Sebastian Søvsø. Det var de forberedte på. Men alligevel kan beskederne godt forarge Sebastian Søvsø:

»Jeg vidste, at det ville ske. Det påvirker mig ikke. Men jeg bliver stadig forarget over, at vi i 2022 har mennesker, der har de her holdninger til homoseksuelle. Jeg tror, at det bunder i uvidenhed. Og så er der også dem, der bare har et decideret had.«

Anders Reinholdt Jonssen er enig. Men for ham er problemet mere alle de mennesker, der kæmper med at finde frem til deres egen seksualitet og identitet. For dem er hadefulde kommentarer om seksuelle minoriteter et stort problem.

Derfor har han også lagt et opslag ud på sin Instagram-profil, der netop omtaler, hvor vigtigt det er, at man er sig selv og ikke lader sig påvirke af homofobiske kommentarer.

»Det, som fylder er visheden om, at der sidder nogle unge mennesker derude, som er i tvivl om hvem de er og har brug for noget styrke til at være dem, de er. Når man så ved, at der er mennesker, der sætter en stopklods for det, så føler jeg, at man er nødt til at tage den snak,« fortæller han.

»Det er vigtigt at vise, hvem man er, og at det er okay at holde i hånd og kysse offentligt.«

Sebastian Søvsø forklarer dog, at langt de fleste kommentarer og tilbagemeldinger har været positive. Blandt andet skrev to mødre til dem, at bare deres tilstedeværelse i 'Gift ved første blik' havde været vigtige for dem og deres homoseksuelle sønner.

På onsdag skal de to 'Gift ved første blik'-personligheder sammen overrække Danish Rainbow Awards 'Mediepris'. Det er en vigtig pris at overrække af netop den årsag.