Christian Degn er TV2's nye vært på 'Hvem vil være millionær'.

Den 40-årige journalist, der de sidste mange år har været vært på DR's 'Hammerslag', elsker at quizze, og derfor var det oplagt at udfordre ham med en helt særlig udgave af 'Hvem vil være millionær?' – nemlig 'Hvem vil være Christian Degn?'

Christian Degn tog udfordringen op og kom blandt andet igennem spørgsmål som 'Hvem fra Aqua har Christian Degn tabt en Aqua-quiz til?' og 'Hvad var Christian Degns sidste måltid, da han arbejdede på TV Avisen'.

Især sidstnævnte spørgsmål gav ham problemer og tvang ham ud i at bruge to livliner.

Se om Christian Degn bliver 'millionær' i videoen øverst.

Christian Degn skal i første omgang lave 20 programmer af 'Hvem vil være millionær', der bliver sendt på TV2 Charlie og TV2 Play.

Han har i et interview fortalt, at hans største kritiker er hans mor, siden han i 2014 skiftede den seriøse graverjournalistik ud med underholdning, da han overtog 'Hammerslag' fra Peter Ingemann.

»Min mor synes, jeg skal lave noget mere journalistisk. Jeg sagde til hende, at hun jo ved, hvor meget jeg elsker at lave quizzer. Tænk så, at jeg kan få lov at tjene på det i en periode. Så håber jeg, at TV2 er med på andre programmer senere hen.«