Danmarkshistoriens bedste film er fundet!

Siden den første danske talefilm 'Præsten i Vejlby' havde premiere i 1931, er der udkommet langt over 1.000 spillefilm i Danmark.

'Olsen-banden ser rødt' er i nyere tid den film, der har solgt flest biografbilletter, men vurderer man kvalitet ud fra brugeranmeldelser på verdens største filmside IMDB.com, er alletiders bedste danske film i den mere alvorlige ende.

Filmen har ikke overraskende Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Den udkom i 2013 og var både et hit hos publikum og anmeldere, hvor B.T.s anmelder blandt andet kvitterede med seks ud af seks stjerner og skrev om filmen, at den både 'gjorde ondt og visse steder bevidst gik efter tårekanalerne'.

Danmarkshistoriens bedste film er....'Jagten'!

»Jeg ved ikke, hvad det er med den film. Da vi sidste år var rundt på vores 'Druk'-togt, var der utrolig mange, der stadig snakkede om 'Jagten',« lyder det fra filmens instruktør, Thomas Vinterberg.

»Den har bare ramt et eller andet, og det er jo noget af det sjoveste, man kan opleve i vores fag,« tilføjer han om sit filmhit, der på IMDB.com er topscorer med karakteren 8,3 ud af 10.

B.T. har gennemgået samtlige danske films IMDB-karakterer og kan herunder afsløre danmarkshistoriens 25 bedste danske film.

#25
'Zappa'

'Du vil jo gerne være med i hulen, ikk Mulle?' Bille Augusts ungdomsdrama om tre drenges opvækst i Brønshøj i 1960erne fik i 1983 cirka 370.000 danskere i biografen og sniger sig lige nøjagtig ind på dansk films top 25 foran 'Kunsten at græde i kor' og Ole Bornedals aktuelle Netflix-hit 'Skyggen i mit øje'.
IMDB-score: 7.4 (Baseret på 2.753 stemmer)

#24
'Journal 64'

Jussi Adler-Olsen var ikke fan, men danskerne elskede Nikolaj Lie Kaas, der i 2018 trak cirka 750.000 danskere i biografen for at se hans sidste film som kriminalkommissær Carl Mørck.
IMDB-score: 7,4 (Baseret på 15.767 stemmer)

#23
'I Kina spiser de hunde'

'Vi er jo bare kokke!' Lasse Spang Olsens actionkomedie fra 1999 var en del af en ny bølge i dansk film, hvor vold og humor med stor succes blev flettet ofte absurd sammen. Cirka 220.000 danskere så den i biografen.
IMDB-score: 7,4 (Baseret på 21.606 stemmer)

#22
'Bænken'

Per Fly lancerede i 2000 sin socialklasse-trilogi med Jesper Christensen som alkoholikeren Kaj. De to efterfølgere 'Arven' og 'Drabet' solgte flere biografbilletter, men 'Bænken' er eneste Per Fly-film i top 25.
IMDB-score: 7,5 (Baseret på 4.121 stemmer)

Til Bodilfest i 2001, hvor ’Bænken’ blev den store triumfator. Fra venstre Per Fly, Jesper Christensen, Nikolaj Kopernikus og producenten Ib Tardini. Foto Jørgen Jessen
Til Bodilfest i 2001, hvor ’Bænken’ blev den store triumfator. Fra venstre Per Fly, Jesper Christensen, Nikolaj Kopernikus og producenten Ib Tardini. Foto Jørgen Jessen
Vis mere

#21
'Elsker dig for evigt'

En halv million danskere valfartede i 2002 i biografen for at se trekantsdramaet mellem Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Sonja Richter i Susanne Biers hidtil eneste forsøg ud i dogmefilm-genren.
IMDB-score: 7,5 (Baseret på 10.228 stemmer)

#20
'Submarino'

Thomas Vintebergs brødredrama er med lige under 50.000 solgte biografbilletter den dårligst sælgende film i top 25, men blev i 2010 alligevel starten til et comeback for instruktøren, der i mange år havde siddet fast efter den massive succes med 'Festen' fra 1998.
IMDB-score: 7,5 (Baseret på 10.332 stemmer)

#19
'Brødre'

Susanne Bier fik i 2004 som den første instruktør lokket den danske Hollywood-stjerne Connie Nielsen med i en dansk film. 'Brødre' solgte over 400.000 biografbilletter og blev i 2009 indspillet i en amerikansk version med Tobey Maguire, Jake Gyllenhaal og Natalie Portman.
IMDB-score: 7,5 (Baseret på 11.263 stemmer)

#18
'En kongelig affære'

'Jeg erklærer hermed krig mod lort!' Mikkel Boe Følsgaard fik i 2012 sit store gennembrud som kong Christian 7. i Nikolaj Arcels historiske drama om den tyske livlæge Johann Struenses (Mads Mikkelsen) affære med dronning Caroline Mathilde (Alicia Vikander). Filmen blev nomineret til en Oscar.
IMDB-score: 7,5 (Baseret på 46.951 stemmer)

Mads Mikkelsen og Alicia Vikander i 'En kongelig affære'.
Mads Mikkelsen og Alicia Vikander i 'En kongelig affære'. Foto: Jiri Hanzl
Vis mere

#17
'Den skyldige'

Selvom filmen nærmest kun består af scener med Jakob Cedergren, der som politimanden Asger modtager alarmopkald på en sen vagt, blev instruktør Gustav Möllers filmdebut i 2018 årets store overraskelse. En amerikansk udgave med Jake Gyllenhaal i hovedrollen havde premiere i efteråret.
IMDB-score: 7,5 (Baseret på 56.693 stemmer)

#16
'Ser du månen, Daniel'

Filmatiseringen af journalist Puk Damsgårds bog om den danske fotograf Daniel Rye, der i 2013 blev kidnappet af islamisk stat i Syrien, trak i 2019 over 460.000 danskere i biografen og giver instruktør Niels Arden Oplev en plads blandt de 25 bedste danske film nogensinde.
IMDB-score: 7,6 (Baseret på 3.446 stemmer)

#15
'Blinkende lygter'

I 2000 bragede instruktør Anders Thomas Jensen ind på den danske filmscene med 'Blinkende lygter', der i kølvandet på 'I Kina spiser de hunde' opdaterede den danske folkekomedie med vold og mindeværdige replikker. Det vil nok overraske mange, at den ikke ligger højere på listen.
IMDB-score: 7,6 (Baseret på 21.708 stemmer)

Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Søren Pilmark: Holdet der i 2000 spillede med i filmen 'Blinkende Lygter'.
Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Søren Pilmark: Holdet der i 2000 spillede med i filmen 'Blinkende Lygter'. Foto: Scanpix
Vis mere

#14
'Hævnen'

»And the Oscar goes to...'In a better world',« lød det i 2011, da Susanne Biers drama 'Hævnen' brød 22 års dansk Oscar-tørke og løb med titlen 'årets internationale film'.
IMDB-score: 7,6 (Baseret på 39.855 stemmer)

#13
'Retfærdighedens ryttere'

Anders Thomas Jensens seneste filmhit fra 2020, hvor han endnu engang med stor succes forener store danske stjerner som Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i en absurd blanding af vold, drama og komedie. Blev overraskende nok ikke indstillet til en Oscar.
IMDB-score: 7,6 (Baseret på 42.407 stemmer)

#12
'Olsen-banden ser rødt'

Med over 1,2 millioner solgte biografbilletter toppede dansk films mest populære filmserie i 1976 med den ottende film i rækken. Fans vil vide, at 'Olsen-banden ser rødt' er den i serien, hvor Egon og Co. bryder ind i Det Kongelige Teater til ouverturen fra Elverhøj.
IMDB-score: 7,7 (Baseret på 2.189 stemmer)

#11
'Efter brylluppet'

Susanne Biers seneste samarbejde med Mads Mikkelsen fra 2006, hvor han samme år fik et internationalt gennembrud som James Bond-skurk i 'Casino Royal'. 'Efter brylluppet', der har Sidse Babett Knudsen i den anden hovedrolle, solgte næsten 400.000 billetter i biografen.
IMDB-score: 7,7 (Baseret på 34.246 stemmer)

Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen i 'Adams æbler'.
Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen i 'Adams æbler'. Foto: Rolf Konow
Vis mere

#10
'Adams æbler'

Anders Thomas Jensens tredje film efter 'Blinkende lygter' og 'De grønne slagtere' og hans bedste ifølge IMDB. Trak i 2005 over 350.000 danskere i biografen.
IMDB-score: 7,7 (Baseret på 49.821 stemmer)

#9
'Druk'

Thomas Vinterbergs Oscar-vinder fra 2020, der endte med at blive den helt store hyldest til livet, efter at han året forinden på tragisk vis mistede sin datter i en trafikulykke. 'Druk' er efter 'Olsen-banden ser rødt' det største biografhit i top 25 med næsten 800.000 solgte billetter.
IMDB-score: 7,7 (Baseret på 138.144 stemmer)

#8
'Pelle Erobreren'

Bille Augusts filmatisering af Martin Andersen Nexøs over hundrede år gamle roman gjorde Pelle Hvenegaard til en børnestjerne, og vandt i 1988 en Oscar for 'bedste internationale film' efter at have solgt næsten 600.000 biografbilletter i Danmark.
IMDB-score: 7,8 (Baseret på 10.908 stemmer)

Bille August modtager de Gyldne palmer i Cannes for 'Pelle Erobreren'.
Bille August modtager de Gyldne palmer i Cannes for 'Pelle Erobreren'. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

#7
'Babettes gæstebud'

Året før 'Pelle Erobreren' vandt Gabriel Axel i 1987 Danmarks første Oscar for 'bedste internationale film' for 'Babettes gæstebud', der er baseret på en fortælling af den verdensberømte danske forfatter Karen Blixen.
IMDB-score: 7,8 (Baseret på 19.744 stemmer)

#6
'Under sandet'

Ifølge IMDB den bedste danske film om Anden Verdenskrig, der handler om rydningen af de tyske miner langs den jyske vestkyst kort efter befrielsen. Roland Møller fik for første gang lov til at spille andet end en forbryder i hovedrollen som rydningsleder.
IMDB-score: 7,8 (Baseret på 40.031 stemmer)

#5
'Der kommer en dag'

Jesper W. Nielsens filmhit fra 2016 med Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen er baseret på virkelige hændelser på børnehjemmet Godhavn i 1960erne, hvor vold og ydmygelse var en del af hverdagen.
IMDB-score: 7,9 (Baseret på 4.574 stemmer)

Sofie Gråbøl og Lars MIkkelsen i 'Der kommer en dag'.
Sofie Gråbøl og Lars MIkkelsen i 'Der kommer en dag'.
Vis mere

#4
'Vredens dag'

Carl Th. Dreyers tragiske kærlighedsdrama fra 1943 foregår i 1600-tallet og handler om datidens hekseforfølgelse. Rapgruppen Suspekt hylder filmen ved at åbne deres album 'Prima Nocte' fra 2007 med et lydklip fra 'Vredens dag'.
IMDB-score: 8,1 (Baseret på 10.558 stemmer)

#3
'Festen'

Den højest placerede dogme-film og i 1998 startskuddet til Thomas Vinterbergs internationale karriere. Vinterberg selv mener, at de grynede dogme-billeder ødelagde filmens chancer for at blive nomineret til en Oscar. Filmen skaffede året efter Ulrich Thomsen en rolle som James Bond-skurk.
IMDB-score: 8,1 (Baseret på 85.376 stemmer)

Thomas Vinterberg og 'Festen'-skuespillerne til Cannes filmfestival.
Thomas Vinterberg og 'Festen'-skuespillerne til Cannes filmfestival. Foto: PASCAL GUYOT
Vis mere

#2
'Ordet'

Carl Th. Dreyer er den eneste, der kan udfordre Thomas Vinteberg i toppen af dansk film. Hans mest populære film fra 1955 er et religiøst drama om en gårdejer og hans tre sønner i et vestjysk sogn. Filmen er baseret på et teaterstykke af den kendte præst Kaj Munk.
IMDB-score: 8,3 (Baseret på 15.436 stemmer)

#1
'Jagten'

Thomas Vinterbergs drama fra 2012 slår Carl Th. Dreyers 'Ordet' med 300.000 IMDB-stemmer og kan dermed prale af titlen som den bedste danske film nogensinde. Det er Mads Mikkelsens ottende film i top-25 og rollen som pædofil-anklaget pædagog gav ham international hæder som 'bedste skuespiller' i Cannes.
IMDB-score: 8,3 (Baseret på 316.444 stemmer)

Jagten.
Jagten. Foto: CANNES FILM FESTIVAL
Vis mere