3,2,1, bag! 'Den store bagedyst' er tilbage i dit tv.

Ligesom resten af verden er tv-branchen påvirket af coronakrisen og på et DR-pressemøde i foråret, var der usikkerhed omkring efterårets udgave af det populære bageprogram.

Men nu kan fans af programmet altså glæde sig til, at det bliver oktober.

Ifølge DR's sendeplaner har den nye sæson af 'Den store bagedyst' premiere lørdag 3. oktober.

I programoversigten står der om det første af ni programmer:

'10 nye bagere er klar i køkkenerne. For niende gang står et nyt hold klar - og helt parate - til at bage det bedste de har lært, foran dommerne - og hele Danmark. I ugevis skal de fem kvinder og fem mænd både forbi Frankrigs søde og salte køkken, og en tur til en verden af vanvittige kunstkager.'

'De skal tegne med pandekagedej og imponere med nogle af de gode gamle konditorklassikere. Og så får de en chokoladeudfordring på ekspertniveau af en særlig gæstedommer. Premiereprogrammet lægger ud med kager, som fortæller dommerne Katrine og Markus noget om hvem de 10 nye deltagere er inde bag forklæderne, og hvad de kan byde på af bagetalent!'

DR har endnu ikke meldt noget officielt ud, ligesom deltagerne endnu er hemmelige, men ifølge programoversigten er det altså fem mænd og fem kvinder, der skal dyste om dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigos gunst.