I fredagens 'Vild med dans' fik Sarah Grünewald sluppet en lidt for fræk kommentar ud.

Her præsenterede tv-værten nemlig guitaristen i The Antonelli Orchestra med ordlyden om, at 'han spillede trusserne af kvinderne'.

»Og så fik jeg sagt: 'Det gjorde han i hvert fald her!', hvilket jeg så tænkte: 'Gud, det kan jeg jo ikke sige, fordi så tror folk ikke, jeg har trusser på!'. Det var noget mærkeligt noget,« indrømmer den bramfri 'Vild med dans'-vært til B.T.

Det var dog ment som en ros til orkesterguitaristen.

»Jeg kender Jacob Gurevitsch ret godt, han er en vidunderlig guitarist, og det stod faktisk ikke skrevet, men jeg ville bare så gerne påpege, at han bare spillede så vidunderligt,« fortæller Sarah Grünewald med et grin.

»Det er jo et udtryk, eller er det bare mig, der er helt væk? Han spiller trusserne af kvinderne!«

Det var dog ikke alle seere, den frække kommentar faldt i god jord hos.

Men det bekymrer Sarah Grünewald sig ikke om.

»Jeg tænker, at folk må slappe af, altså, helt ærligt for pokker. Jeg gør det så godt, jeg kan, og jeg har det sprog, jeg har,« siger tv-værten.

»Og jeg gør det altså ikke bevidst, men jeg gider heller ikke lægge låg på mig selv, bare fordi der er nogen, der har en mening om mig. Det er jeg glad for, folk har, for det betyder bare, at jeg ikke er kedelig – eller ligegyldig i hvert fald.«