»Jeg sked simpelthen så hårdt i mine bukser,« fortæller Sarah Grünewald.

Den 41-årige tv-vært er aktuel i TV 2s populære underholdningsprogram 'Forræder', og undervejs blev hun så psykisk presset, at det altså gik udover både nerver og krop.

Det fortæller hun i det seneste afsnit af TV 2s 'Forræder'-podcast.

I 'Forræder' isoleres en række kendte danskere på et slot, hvor de skal gennemgå et psykologisk spil om at lyve og forråde hinanden.

Sarah Grünewald har i denne sæson 'forræder'-rollen fra start, og det var så psykisk hårdt, at hun undervejs blev så presset på sit nervesystem, at hun en morgen kom ud for noget af et uheld.

Hun beskriver episoden i TV 2s 'Forræder'-podcast, hvordan hun en morgen før dagens optagelser sidder og venter på sit værelse.

Hun har fået sin mikrofon på, og da en lydmand så banker på hendes værelsesdør for at høre, om hun er klar, indtræffer uheldet:

»Jeg tror bare, at jeg skal slå en prut, men jeg kampsked i mine bukser. Jeg sked simpelthen så hårdt i mine bukser, og det har jeg aldrig nogensinde prøvet før,« genfortæller Sarah Grünewald.

Hun fortæller videre, hvordan hun derefter kæmpede sig ind på værelsets badeværelse, der havde en besværlig skråvæg over badekarret, der ikke gjorde tingene nemmere - og hvor ydmygende det var at skulle rengøre sig, mens lydmanden stadig ventede udenfor.

»Og så skulle jeg ned i den forpulede Volvo (Deltagerne køres i hvert afsnit ud til en konkurrence, red.) og sidde og jeg følte bare, at jeg stank af lort. Man siger, man kan skide i bukserne af skræk. Det var det, jeg gjorde. Jeg sked i mine bukser af skræk,« slutter hun.

I podcasten tilføjer Sarah Grünewalds 'Forræder'-kollega, dj'en Emil Lange, at hun altså ikke 'stank af lort'.

Hør hele episoden her. Vær opmærksom på, at podcasten afslører, hvad der sker i ugens nye afsnit.