Sangeren Jimilian skal have fundet danseskoene frem.

Den 26-årige rapstjerne indtager nemlig dansegulvet i den nye sæson af 'Vild med dans'.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

»Jeg har fulgt med i 'Vild med dans', og jeg glæder mig til at mærke den stemning, de alle sammen taler om,« siger Jimilian og fortsætter:

»Jeg er vant til at stå på en scene, men jeg er spændt på, hvordan det bliver at skulle danse i stedet for at synge. Jeg elsker musik og har rytmisk sans, men jeg har aldrig dyrket dans på den måde, og det vil jeg glæde mig til at lære.«

'Vild med dans' blænder op for en ny sæson i september.

Og Jimilian bliver altså én af de i alt 12 nydansere, som skal afprøve deres danseevner i det populære TV 2-program.

Det er tidligere blevet offentliggjort, at også den 42-årige influencer og iværksætter Mascha Vang bliver en af årets nydansere.

»Jeg har altid SÅ gerne villet lære at danse og virkelig haft et inderligt ønske om det,« udtalte hun i den forbindelse til B.T.

Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller er for fjerde gang værter på programmet, som løber over stablen fra 10. september på TV 2 og TV 2 PLAY.