Hollywoodstjernen vandt mandag prisen for mest skræmmende optræden ved dette års MTV Movie & TV Awards.

Prisen vandt hun for sin rolle i den succesfulde Netflix-film Bird Box, og skuespilleren afslørede i sin takketale, at der var en helt særlig årsag til, at hun tog den rolle.

»Jeg lavede Bird Box, fordi mine børn spurgte, hvorfor jeg aldrig lavede noget til dem,« sagde skuespillerinden fra scenen.

Filmen Bird Box handler om et ikke nærmere defineret monster, som får dig til at slå dig selv ihjel for enhver pris, hvis du ser det.

Umiddelbart er det ikke en film for børn, men Sandra Bullock forklarer i sin takketale, at den netop er lavet til hendes børn, fordi filmen viser, at der ikke er noget, hun ikke vil gøre for dem.

Skuespillerinden understregede dog, at børnene ikke får lov til at se filmen, før de er 21 år.

Sandra Bullock er mor til sønnen Louis Bardo Bullock på ni år og datteren Laila Bullock på syv år, som begge er adopteret af skuespillerinden.

Efter Sandra Bullocks ellers rørende forklaring om, hvordan Bird Box var lavet til børnene, så var ni-årige Louis dog ikke helt tilfreds, afslørede Bullock i takketalen.

Gal Gadot overrakte Bullock MTV-prisen.
Gal Gadot overrakte Bullock MTV-prisen. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

»Min søn kiggede på mig med sine store, smukke øjne og sagde: Mor, det var superheltefilm, jeg mente. Det er dén slags film, du skal lave. Superhelte er dem, der gør det vigtige arbejde,« citerede Bullock sønnen og tilføjede:

»Jeg gav ham stuearrest.«

Salen fyldt med kendisser brød efterfølgende ud i latter, og talen er bestemt også faldet i god jord på sociale medier, hvor flere hylder stjernen.

'Jeg kunne høre hende tale i timevis,' skriver Twitter-brugeren Rizzy eksempelvis.

Filmen Bird Box er instrueret af den danske succesinstruktør Susanne Bier udkom sidste år, og blev ifølge Netflix selv slog den rekord, da den blev set 45 millioner gange på blot syv dage.

Selvom den angiveligt blev set meget på Netflix, var filmen dog ikke en succes blandt de danske anmeldere.

Sandra Bullock har tidligere ikke lagt skjul på, hvor meget hun nød at arbejde med den danske instruktør.

»Vi elskede vores samarbejde. Jeg vil virkelig gerne arbejde med hende tusindvis af gange og igen og igen,« sagde hun sidste år til B.T.