Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det populære tv-program 'Vild med dans' bliver nu sat op som en musical - med flere af TV2-programmets profiler på rollelisten.
Det københavnske teater Østre Gasværk har nemlig sikret sig rettighederne til BBC's og TV2's helt store seersucces, som får premiere næste år.
I musicalen møder man helt almindelige danskere med håb, drømme og længsler efter et andet liv. Og for første gang får også de - og ikke kun kendte - lov at medvirke i dansekonkurrencen.
I forestillingen møder man tre almindelige danskere, der igennem dansen får færten af, hvad livet egentlig går ud på, oplyser teatret om handlingen.
Der kommer dog også til både at være vært og dansere på scenen.
Rollen som programmets vært bliver spillet af børnenes favorit Mille Gori, der er kendt fra 'Cirkus Summarum' og rollen som Motor-Mille i børneprogrammet af samme navn.
Hun har studeret moderne dans på Statens Scenekunstskole og gået på balletakademiet i Stockholm, så dans er bestemt ikke fremmed for hende.
Østre Gasværk Teater har dog også kapret nogle af TV2's ægte 'Vild med dans'-stjerner.
Både Michael Olesen, Morten Kjeldgaard samt sidste års vinder, Asta Bjørk, er at finde på rollelisten.
Derudover medvirker bl.a. skuespillerne Camilla Bendix, Niels Ellegaard samt Lise Koefoed, der privat danner par med 'X Factor'-dommeren Lars Ankerstjerne.
Camilla Bendix deltog selv i 'Vild med dans' i 2012 med dansepartneren Michael Olesen, som hun altså nu skal arbejde sammen med igen.
'Vild med dans'-musicalen får premiere næste år.