Magnus Millang er i den brede offentlighed især kendt som komiker og skaber af den populære satireserie 'Danish Dynamite'.

Men i Thomas Vinterbergs nye film 'Kursk' kommer Danmark til at se den 37-årige komiker på en ganske ny måde.

Her er Magnus Millang nemlig for en gangs skyld ikke bare ham den sjove.

'Kursk' bygger på de virkelige hændelser omkring den russiske ubåd Kursk, der i 2000 sank med besætningen om bord, og i filmen viser Millang, at han har andet at byde på end komisk talent.

Magnus Millang bliver instrueret af Thomas Vinterberg under optagelserne til Kursk.
Magnus Millang bliver instrueret af Thomas Vinterberg under optagelserne til Kursk. Foto: MIKA COTELLON
Vis mere

For den garvede sjove mand var det dog et skifte, han lige skulle vænne sig til.

»Det var ret vildt til at starte med, men Thomas (Vinterberg, red.) var glad og troede på det, og det giver jo en form for tro på, at det går fint. Men det er klart, jeg føler mig mest tryg, når jeg fyrer vitser af,« siger Magnus Millang til B.T.

Han har tidligere haft en mindre rolle i Thomas Vinterbergs seneste film 'Kollektivet', og det var da også det samarbejde, der fik den prisvindende danske instruktør til at tænke på netop Millang til rollen som den russiske sømand Oleg Lebedev, der er bedste venner med filmens hovedrolle.

Især allerførste dag på settet var noget af en prøvelse for Magnus Millang.

»Vi havde en masse læseprøver inden, men klip så lige til, at du står på en ubåd, der ryster med et set på 300 mennesker. Det var ret sindssygt, og der kunne jeg godt mærke, det var et andet game. Det tog lige halvanden dag, før jeg kunne skubbe det til side,« forklarer Magnus Millang.

Den første optagedag for ham var samtidig en af de vildeste, hvor han skulle stå på en rystende ubåd foran en masse mennesker, og der mærkede han, at der var et stykke fra at lave 'Dan Dream' og 'Danish Dynamite' til at lave et stort internationalt drama på engelsk.

»Det var virkelig noget helt andet, og det var kun mig og Thomas, der var danskere, så vi havde en mikrofon over anlægget, og han sagde: 'Ryst, luk munden, Magnus, det er 180 procent overspillet',« griner Magnus Millang og tilføjer, at han og Thomas Vinterberg stadig griner ad de første optagelser den dag i dag.

Selvom Magnus Millang tydeligt var på dybt vand blandt en masse erfarne skuespillere, var der aldrig nogen tvivl hos Thomas Vinterberg om, at komikeren kunne langt mere, end Danmark hidtil har set.

Magnus Millang med Thomas Vinterberg og resten af holdet fra Kollektivet.
Magnus Millang med Thomas Vinterberg og resten af holdet fra Kollektivet. Foto: TOBIAS SCHWARZ
Vis mere

»Magnus var med i 'Kollektivet' i en mindre rolle, og der kunne jeg se, hvor meget mere potentiale han havde end det at spille sine karikaturer, som han i øvrigt gør eminent. Han rummer en stor sørgmodighed og menneskelighed,« siger Thomas Vinterberg og tilføjer:

»Og så er han et nyt ansigt, en ven og et menneske, jeg virkelig godt kan lide at være i selskab med. Og det er nogle af de kriterier, jeg sætter for mig selv, når jeg skal på optagelse med folk. Derudover er han en fuldstændig samlende figur for et hold.«

Selv husker Magnus Millang også tilbage på optagelserne med et smil, og selvom rollen var seriøs, kiggede den sjove dreng i den grad frem, når kameraet var slukket.

»Det er klassens tykke dreng-rollen, jeg finder mig tilpas i, og det var jeg virkelig også, da jeg filmede, jeg var virkelig tyk,« griner Millang.

Magnus Millang i rollen som Oleg Lebedev i Kursk.
Magnus Millang i rollen som Oleg Lebedev i Kursk. Foto: MIKA COTELLON
Vis mere

»Jeg boede på hotel med alle de der unge drenge, og lige pludselig var jeg også bare selv 22 år. Det var totalt sjovt,« fortæller Magnus Millang, som også var god til at pleje de andre på settet, hvor han blandt andet lavede friskpresset juice til Thomas Vinterberg og skuespillerne.

Selvom rollen i 'Kursk' er Magnus Millangs første store internationale dramatiske rolle, har filmkunsten altid interesseret ham. Som ung søgte Magnus Millang blandt andet ind på filmskolen og filmuddannelsen Super16, dog uden held.

Millang klarede sig dog som bekendt alligevel, og nu har han netop lavet sin egen første spillefilm, komedien 'Selvhenter', som han har lavet med sin bror, Emil Millang. Når alt kommer til alt, er det da også komedien, der står Magnus Millangs hjerte nærmest.

»Komedie er jo det, jeg virkelig holder meget af og gerne bruger meget tid på, men det er også vigtigt for mig, at det har en bund. Det kan godt være, det ikke ser sådan ud, men der ligger meget tanke bag, hvad 'Danish Dynamite'-karakterernes smerte er,« forklarer Magnus Millang.

Magnus Millang skal balancere rollen som den sjove sømand Oleg, der samtidig frygter at dø i filmen Kursk.
Magnus Millang skal balancere rollen som den sjove sømand Oleg, der samtidig frygter at dø i filmen Kursk. Foto: MIKA COTELLON
Vis mere

Det betyder dog ikke, at fans af 'Danish Dynamite' skal sidde derude og håbe på mere fra ejendomsmægler-figuren Jeppe K, understreger Millang.

»Jeg hungrer ikke efter at gå hjem og finde brillerne frem, det gør jeg virkelig ikke. Jeg er ikke sulten på at lave mere med ham, men at lave en landeplage på en uge, det har jeg da stadig totalt optur over.«

»Men jeg sidder ikke og arbejder på 'Jeppe K The Movie',« griner Millang.

'Kursk' har premiere torsdag den 24. januar.