Hun var folkets prinsesse. Fik med sit på én gang bly og skælmske blik millioner af hjerter til at smelte. Gav et helt land – en hel verden – troen på, at eventyr kan ske i virkeligheden. Men bag den royale facade var intet som et eventyr.

»Det frustrerede hende frygteligt, at alle troede på eventyret. For hun vidste, at det var et mareridt,« som biografisten Andrew Morton har fortalt.

Netflix har netop taget hul på fjerde sæson af den prisbelønnede serie 'The Crown'. Den sæson, vi alle har ventet i spænding på. Ikke mindst fordi tiden endelig var inde til, at historien om Diana skulle foldes ud.

For den plads, hun optog i manges hjerter, er selv 23 år efter hendes alt for tidlige og tragiske død aldrig helt blevet givet væk. Det bly og skælmske blik er stadig levende for os.

En glad Diana med liv i øjnene.
En glad Diana med liv i øjnene. Foto: PATRICK RIVIERE
Vis mere

Nu har serien vækket hende til live igen.

Men hvor ensom prinsesse Diana var, lige fra hun første gang satte sin fod i de royale gemakker, vidner den nye sæson om.

Ensomhed fulgte hende som en mørk skygge, allerede da hun var barn. Blot seks år gammel forlod moren sin familie til fordel for en ny mand. Hun var for lille til at forstå det.

Ofte – og længe – fandt hendes storebror den lille Diana siddende på trappetrinnet. Hun ventede på, at moren kom tilbage fra sin 'ferie'.

'En ulykkelig barndom' kaldte hun den år senere selv. Og beskrev sin familie som bestående af 20 tøjdyr.

Så da hun i sommeren 1980 forelskede sig i prins Charles, var det ikke bare kærlighed. Det var også en vej ud af den ensomhed, der havde været hendes følgesvend gennem mange år. Nu skulle hun endelig opleve at være en del af en familie.

Bryllupskysset var for folket billedet på eventyret. Men allerede dér havde ensomheden og problemerne sneget sig ind i Dianas liv.
Bryllupskysset var for folket billedet på eventyret. Men allerede dér havde ensomheden og problemerne sneget sig ind i Dianas liv. Foto: Scanpix
Vis mere

Men hun tog fejl.

Da 750 millioner mennesker 29. juli 1981 så den 20-årige Diana Spencer gå op ad kirkegulvet i St Paul's Cathedral for at blive givet bort til prins Charles, var det eventyret, der udspillede sig for deres øjne.

Men ensomheden havde i løbet af få måneder allerede plantet sig i hende igen.

Da hun og Charles blev forlovet i februar samme år, blev Diana installeret i Buckingham Palaces tidligere børnegemakker. Hun skulle skoles i livet på de bonede gulve.

Men sin tilkommende så hun ikke meget til. Meget af tiden var han bortrejst. Han kontaktede hende ikke. Faktisk så Diana kun sin kommende mand 12 gange – de fleste i sociale sammenhænge – før de blev gift.

Men ifølge biografisten Andrew Morton ignorerede også resten af den kongelige familie hende på slottet og var – bevidst eller ubevidst – uden føling med hendes desperate brug for støtte og vejledning.

Det var også i den spæde start af deres forhold, at Diana udviklede den spiseforstyrrelse, der det næste årti styrede hendes liv.

»Bulimien startede, ugen efter at vi var blevet forlovet,« fortalte prinsesse Diana Andrew Morton om, hvad ensomheden og usikkerheden over hendes kommende ægteskab førte til.

»Min mand lagde hånden på min talje og sagde 'Vi er vist en smule buttede her'. Det triggede noget i mig. Dét – og så det med Camilla,« som hun tilføjede. Med reference til det tredje hjul, der fra første færd var en del af hendes ægteskab: elskerinden Camilla Parker Bowles, hvis tilstedeværelse konstant fik Diana til at tvivle på, om Charles virkelig elskede hende. Eller om hun blot var et royalt offerlam.

Scene fra fjerde sæson af 'The Crown', hvor prinsesse Diana mødes med prins Charles' elskerinde, Camilla Parker Bowles.
Scene fra fjerde sæson af 'The Crown', hvor prinsesse Diana mødes med prins Charles' elskerinde, Camilla Parker Bowles. Foto: Netflix
Vis mere

Spiseforstyrrelsen var i de første måneder så udtalt, at brudekjolen slet ikke passede hende. Livstykket på kjolen var kort før brylluppet 15 centimeter for stort og måtte sys om.

»Bulimien var et symptom på, hvad der foregik i mit ægteskab,« beskrev hun selv.

Men spiseforstyrrelsen var ikke den eneste drastiske følge af Dianas ensomhed og pres i ægteskabet. Flere gange forsøgte hun at begå selvmord.

Første gang allerede blot et halvt år efter brylluppet, hvor hun var gravid med prins William. Ikke alene døjede hun med morgenkvalme, men Camillas skygge voksede sig større og større, og hendes mand ignorerede hende.

»Jeg fortalte Charles, hvor desperat jeg følte mig, og tårerne væltede ud af mine øjne,« fortalte hun Andrew Morton og beskrev, hvordan Charles blot reagerede med en hånlig bemærkning og gjorde sig klar til den daglige ridetur.

»Så jeg kastede mig ned ad trapperne,« sagde Diana videre om sit første forsøg på at tage sit eget liv.

Hun slap med blå mærker. Men ensomheden i ægteskabet slap hende aldrig.

31. august 1997 døde prinsesse Diana. Hele verden var i sorg.
31. august 1997 døde prinsesse Diana. Hele verden var i sorg. Foto: MARTIN HAYHOW
Vis mere

Til gengæld slap folkets kærlighed hende heller aldrig. Og at hun åbnede op om ensomheden og det ægteskab, der fra start til slut var et mareridt, fik kun folket til at elske hende endnu højere.

Kilder: Vogue, Fox News, LiveScience, Wikipedia