Kylle og Jette West fra Rønne på Bornholm var et af de håbefulde par, der i aftenens X Factor-audition forsøgte sig foran Blachman og co.

De ankom med højt humør og fik dommerne til at smile, men deres version af Leonard Cohens Hallelujah var desværre ikke nok til at gå videre. Det tager de ikke så tungt i dag.

»Vi stillede mest op for sjov. Man kunne komme til pre-casting på Bornholm, og så tænkte vi, at det kunne være sjovt at prøve. Vi havde slet ikke regnet med at gå videre og komme ind foran dommerne, og vi havde bare en festdag,« fortæller Kylle, da B.T. har parret i telefonen.

De er begge førtidspensionister og mødte hinanden på værestedet Midtpunktet i Rønne, og til maj kan de fejre to års bryllupsdag.

»Det slog bare klik med det samme,« lyder det fra Jette.

I X Factor forvirrer deres navne kort dommerpanelet. Kylle er oprindeligt døbt Jette, så Jette er gift med Jette.

Kylle forklarer, at hendes ”nye” navn har en særlig forhistorie.

»Det er fordi, jeg er adopteret. Både min adoptivfamilie og biologiske familie boede på Bornholm, da jeg var helt lille. Min adoptivmor tænkte, at børn jo lærer hurtigt, så hvis jeg fik et andet navn, ville jeg ikke reagere, hvis min biologiske familie forsøgte at kontakte mig på for eksempel en legeplads, eller hvis vi gik en tur i byen.«

Jette (tv.) og Kylle.
Jette (tv.) og Kylle. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Hun fik Kylle som kaldenavn, og da hun blev gift med Jette, fik hun gjort det helt officielt, så det nu står i hendes pas.

»Jeg ved ikke, hvorfor min biologiske familie ikke måtte kalde på mig. Det er bare den forklaring, jeg har fået fra min adoptivmor. At de jo ikke har noget med mig at gøre, nu hvor jeg var adopteret.«

Så det var for at få en frisk start?

»Ja, præcis.«

Jette og Kylle tænker tilbage på deres X Factor-audition som en surrealistisk men rigtig sjov oplevelse.

De spiller i et band sammen på deres værested, men har ellers ingen ambitioner om at gå videre med musikken.

Kylle er 53 år, Jette 46. De er førtidspensionister, da Kylle ser syner, hvis hun ikke tager medicin, og Jette har ADHD.

De hygger sig sammen på Bornholm og glæder sig til at se, hvordan de tog sig ud i fjernsynet.