»Jeg er vild med mænd.«

Så kontant lød meldingen fra 70-årige Judith, da DR torsdag aften blændede op for dokumentaren 'Mormor på mandejagt'.

Her var en håndfuld overmodne og bramfrie kvindfolk på jagt efter mænd og kærligheden, og netop livsstykket Judith lagde ikke skjul på, at mænd og sex var to ting, der stadig stod højt på hitlisten.

At det nok skal have fået nogle til at kløjes i aftenkaffen dér midt i den bedste sendetid, tager Judith med efternavnet Rothenborg sig ikke af.

Hun har nemlig aldrig været én, der pakkede tingene ind.

»Jamen, jeg elsker mænd og sex. Og jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, at mænd er utrolig sjove og interessante, og jeg føler mig ikke helt så truet af dem, som da jeg var ung,« siger hun ubekymret til B.T..

Lige så ubekymret er hun over at jagte kærligheden for åben skærm i så høj en alder. Ligesom de færreste, der kender hende, blev overraskede over, at hun sagde ja til det.

»Kun min datter kan godt blive lidt bekymret over, hvordan det bliver modtaget. Men hun kan ikke gøre noget, for jeg vælger selv, hvad jeg laver og synes er vigtigt.«

Judith Rothenborg er blevet 71. Men stadig klar til kærligheden. Hes ses hun i programmet 'Mormor på mandejagt'.
Judith Rothenborg er blevet 71. Men stadig klar til kærligheden. Hes ses hun i programmet 'Mormor på mandejagt'. Foto: DR TV 'Mormor på mandejagt'
Vis mere

»Og mine børnebørn er så små, at de ikke har noget at skulle have sagt,« griner Judith Rothenborg, hvis datter er instruktør Barbara Topsøe Rothenborg, og som selv er skuespiller.

Jagten på kærligheden indledte hun for et par år siden, da hun startede sit eget dialog-univers i den digitale verden.

'Livssceneriet' kalder hun bloggen, hvor hun rusker i livet, fortæller røverhistorier og ærligt beskriver både op- og nedture. Også når det kommer til kærligheden.

Med 'Mormor på mandejagt' har hun taget et gevaldigt rusk videre. Også i den digitale verden, hvor hun har kastet sig ud i netdating.

»Men det der Tinder, det er noget værre noget,« indrømmer hun blankt om den populære dating-app.

»Jeg har haft, jeg ved ikke hvor mange tiltag og skulle mødes med nogen. Og så bliver man brændt af. Tre timer før vi skulle mødes. Og så slettede han mig! En mand midt i 60'erne! Hvad er det for en måde at opføre sig på. Som om man er 14,« siger hun forarget.

I programmet er Judith Rothenborg ellers fuld af begejstring, da hun debuterer på appen og på kort tid får tre matches. En af dem en 52-årig mand.

'Jeg vil godt kysse din barm,' læser hun op fra sin telefon og tilføjer med et skælmsk smil: »Så ved vi godt, hvad klokken er slået, ikke?«

Og med det mener hun, at hendes match kun er interesseret i sex.

»Der siger jeg selvfølgelig fra. For det er ligesom ikke det, jeg vil nu. Da jeg var yngre, var det noget andet. Men i dag går jeg efter at finde kærligheden,« siger Judith Rothenborg.

At det ikke nødvendigvis bliver det nemmeste i verden, har hun set i øjnene. For at date over nettet har hun ikke meget positivt at sige om.

»Det, der har overrasket mig mest, er uvederhæftigheden. Manglen på pli, manglen på respekt for andre mennesker, deres tid og sårbarhed,« siger hun.

Men hun ved også godt, at man må tage det sure med det søde. Også når det kommer til snart at blive genkendt på gaden og måske få en lummer bemærkning eller to med på vejen.

»Som skuespiller er jeg vant til at blive set på. Og jeg er jo meget farverig, har altid blomster i håret og på min cykel. Så jeg går ikke ligefrem rundt og er inkognito. Men selvfølgelig bliver det noget andet,« siger hun.

»Det kan da godt være, at der falder en bemærkning eller to. Men så må man tage dem med. Jeg har jo en mening med at være med i programmet.«

»Og det er sgu da dejligt, at der er nogle, der synes, at der er noget, der er værd at fortælle, selv om man er gammel.«