Armbevægelserne er store, og hun trutter gerne en ekstra gang i båthornet, når hun drøner rundt i byens gader, og en flot fyr kommer forbi. Og hun lægger ikke skjul på, at sex stadig står højt på ønskesedlen.

»Jeg har haft et par faste elskere. Nogen, jeg bare sex'er med,« griner 68-årige Bente Rosener, som også møder interesse fra langt yngre mænd.

»Der er masser af unge fyre, der gerne vil have en ældre kvinde,« tilføjer hun, omend hun mener, at aldersforskellen helst ikke skal være for stor. Der må trods alt være en kant.

Bente Rosener er én af de fire modne kvinder, der hver onsdag kan ses i DR-serien 'Mormor på mandejagt'. Og det er bestemt ikke gået ubemærket hen i Odense og omegn, som er hendes hjemmebane.

Bente klar med båthornet.
Bente klar med båthornet. Foto: Grab fra DR TV 'Mormor på mandejagt'
Vis mere

»I weekenden havde jeg en stand på et loppemarked, og jeg kan love dig for, at der var mange, der kunne kende mig og gik og pegede. Jeg kan heller ikke gå i byen, uden at folk siger 'båt båt'. Det har sgu været sjovt,« tilføjer hun med endnu et hjerteligt grin og refererer til sit berømte båthorn.

Men at være en ældre kvinde og tale om lyst til kærlighed og sex er tilsyneladende selv i 2019 stadig enormt tabubelagt. Ikke alle har taget lige hjerteligt imod hendes bramfrihed i tv-serien, erkender Bente Rosener.

»De ting betyder meget for mig. Selv om jeg snart runder de 70, har jeg da stadig lyst til sex. Det er jeg nødt til at være ærlig omkring,« siger hun og nægter at underlægge sig de udefrakommende fordomme.

Heller ikke når de kommer fra ellers nære relationer.

Siden Bente Roseners mand døde for fire år siden, har hun været single, men hun har som nævnt haft flere elskere. Og de er tilsyneladende ikke svære at finde.

»Selv da jeg boede i den lille vestfynske by Haarby, var det ikke noget problem. I lang tid var jeg sammen med en præst fra Ribe. Men selvfølgelig er det en fast kæreste, som jeg drømmer om.«

Men hvor finder man dem, når man nærmer sig de 70 og har krudt bagi? Ikke på datingsites, hvis man spørger Bente Rosener.

»Datingsites er noget værre noget. Så vil de gerne se billeder af bryster. Så vil de gerne se billeder af resten. Når man så har prøvet det nogle gange, løber man sur i det,« siger hun i programmet om at jagte ad de kanaler.

Så hellere møde mændene ude i virkeligheden. Selv om også det byder på visse udfordringer.

»Nu vil jeg ikke tage sorgerne på forskud. Men det er nogle bønder, mange af dem,« lyder kommentaren i onsdagens afsnit, inden hun drager til bal på kroen med Kandis. Og må gå alene hjem.

»Jeg er altså ikke til de sjoskede bondekarle,« indrømmer hun med latter i stemmen.

»Sidst jeg var til bal, mødte jeg ellers én, der var skidefrisk. Men så havde han grå frottéstrømper, træsko og korte cowboybukser på,« siger hun, så man næsten kan høre næsen vrænge.

Lokkerne er sat. Makeup'en lagt. 68-årige Bente Rosener fra 'Mormor på mandejagt' er klar til at give den gas.
Lokkerne er sat. Makeup'en lagt. 68-årige Bente Rosener fra 'Mormor på mandejagt' er klar til at give den gas.
Vis mere

For kræsen vil Bente Rosener have lov til at være. Selv om hun er oppe i alderen, og der nok skal være dem, der mener, at hun føjter lige lovlig meget omkring.

»Fordomme er der i hvert fald stadig mange af. Jeg er gammel, det kan jeg ikke skjule. Men jeg er stadig mere frisk end min veninde på 50.«

»Jeg giver den gas, springer bare ud i det. Jeg skal ikke have noget til gode her i livet, for man ved sgu aldrig, hvad der sker i morgen.«

'Mormor på mandejagt' kan ses hver onsdag på DR1 og kan streames på dr.dk.