Kan man tillade sig at være kræsen, når man er 74 år og virkelig gerne vil have en kæreste? Spørger man Susan Ekberg, lyder der et rungende svar 'ja'.

»Jeg vil sgu da ikke kravle rundt og kysse på én, der siger ja til at slå andre ihjel, eller at det er okay at slå børn. Vel?« griner hun bare.

Har du fulgt med i DR's nye dokumentarserie 'Mormor på mandejagt', har du allerede mødt det 74-årige livsstykke og kender til dét A4-ark, som hun troligt har med i tasken, når hun går på date.

Er du bange for mus? Ja eller nej til dødsstraf? Er det okay, at mænd køber kvinder? Tror du på reinkarnation? Ufoer? lyder blot nogle af de store spørgsmål, som potentielle kærester skal svare på. På første date.

For Susan Ekberg gider ikke spilde tiden.

»Jeg vil f.eks. heller ikke have én, der er uvenner med sin familie eller sine børn. Eller én, der ikke kører med cykelhjelm,« remser hun op. Og fortsætter:

»Heller ikke én, der er bange for naturen. Det er derfor, at jeg spørger, om de er bange for mus,« forklarer hun.

»Jeg har engang kendt en mand, der var hunderæd, bare han så en fisk eller en mus, var skrækslagen for slanger og vilde blomster. Sådan én gider jeg da ikke kende.«

Uddrag af den lange liste af spørgsmål, som Susan Ekbergs dates skal svare på.
Uddrag af den lange liste af spørgsmål, som Susan Ekbergs dates skal svare på. Foto: Grab fra 'Mormor på mandejagt'/DR1
Vis mere

Kravene slutter ikke dér. F.eks. bliver dem, der har en hund, er kødspisere eller har vorter over hele kroppen, også sorteret fra.

Hun griner ad sig selv, kan godt høre, at listen over potentielle emner skrumper gevaldigt ind og ikke ligefrem gør det lettere at finde en kæreste.

Og det vil mormor Ekberg, som har været single de seneste 15 år. Måske ikke uden grund.

»Jeg er for skrap. Det siger de jo. At jeg er kritisk og stiller store krav. Og ja, det er en barsk liste, men jeg vil ikke gå på kompromis med min moral eller min etik.«

Alligevel har Susan Ekberg set i øjnene, at hun nok må skrue lidt ned for blusset, hvis det i livets efterår skal lykkes at finde en mand.

»Det er ikke, fordi det har skortet på mænd i mit liv,« griner hun. »Jeg er vild med både penge og sex. I den rækkefølge. Så jeg gider heller ikke en fattig én.«

Ude i den virkelige verden er hun uddannet som og stadig aktiv som parterapeut. Og skal hun se sig selv lidt udefra, falder dommen prompte.

»Ville jeg være kæreste med mig? Gu' ville jeg nok ej,« kommer det med en hjertelig og selvironisk latter fra Susan Ekberg, som ikke har ligget på den lade side i jagten på en mand.

74-årige Susan Ekberg er efter 15 år som single gået endnu mere aktivt ind i kampen for at finde en kæreste.
74-årige Susan Ekberg er efter 15 år som single gået endnu mere aktivt ind i kampen for at finde en kæreste. Foto: DR TV 'Mormor på mandejagt'
Vis mere

»Jeg har spurgt gud og hvermand, om de ikke lige havde en far eller en onkel. Jeg har rendt efter folk i supermarkeder og spurgt, om de var gift. Men ingen har bidt på krogen.«

»Jo, der er masser af mænd, der gerne har villet have mig. Som synes, at jeg er vanvittig sød, sjov og spændende.«

»Men jeg har ikke villet have nogen af dem. De har været for kedelige, for uinteressante eller ubegavede.«

Hun sukker.

Susan Ekberg på blind date med tandtekniker Gordon.
Susan Ekberg på blind date med tandtekniker Gordon. Foto: DR TV 'Mormor på mandejagt'
Vis mere

»Jeg er sådan én, der virkelig skal føle, at jeg bliver set, at jeg bliver hørt, og at jeg bliver begæret,« siger hun med særligt tryk på ordet 'begæret'. »Det er tre vigtige ting!«

Susan Ekberg ved godt, at kravene er mange, og at hun er hurtig på aftrækkeren. Men som det fremgik af afsnit to, hvor hun er på blind date med tandteknikeren Gordon, er hun blevet bedre til at skrue ned for kravene.

»Jeg prøver at sætte hende den skrappe på pause. For jeg vil så frygtelig gerne have en kæreste.«

'Mormor på mandejagt' sendes hver onsdag på DR1 og kan ses på dr.tv