Kunne du gifte dig med et menneske, der ikke ville have børn, hvis du selv så brændende ønskede dig et? Også selv om vedkommende derudover var helt perfekt?

Spørger man psykolog og ph.d. Gert Martin Hald, er det de færreste danskere, der vil gå på kompromis, når det handler om især fravalget af børn og partnerens højde. I hvert fald hvis man kigger isoleret på de mange ansøgninger til DR1-programmet 'Gift ved første blik', som eksperten har læst i løbet af realityprogrammets levetid.

Her er de giftelystne singler blevet bedt om at notere deres såkaldte dealbreaker – et begreb, som seerne blev præsenteret for i den nuværende sæsons første afsnit, da 54-årige Carsten Jensen lod sig smede sammen med den et år yngre Eva Lundberg. Carsten Jensen havde allerede forinden sagt, at han ikke kunne leve sammen med en ryger, men valgte at se igennem fingre med Eva Lundbergs hang til cigaretter, hvis alt andet spillede.

Men rygning er bestemt ikke den mest udbredte dealbreaker blandt de mange ansøgere til realityprogrammet, afslører Gert Martin Hald over for DR.

På trods af de mere eller mindre specifikke dealbreakers mener psykologen dog ikke, at det er et udtryk for, at de danske singler er for kræsne.

»Vi skal tage vores 'dealbreakers' alvorligt, men hvis man møder nogen, som er rigtig på mange andre punkter, og de så ryger en gang imellem, har tatoveringer eller er to centimeter højere end os, så kan vi nok godt tilgive det. Især hvis der er følelser involveret, hvad der selvfølgelig ikke er fra start hos deltagerne i 'Gift ved første blik'. Omvendt er der nogle 'dealbreakers', som vi ikke ville kunne leve med. For ansøgerne til 'Gift ved første blik' drejer det sig ofte om børn,« siger han til DR.

Se de ifølge Gert Martin Hald mest hyppige dealbreakers blandt ansøgerne herunder.

Kvindernes dealbreakers:

  • Højde. De vil ikke have en lavere partner, da det får dem til at føle sig mindre feminine.
  • Fravalg af børn. De ønsker ikke en partner, der ikke vil have børn.
  • Rygning. Rygere virker mere usunde og fremstår som værende fra en lavere socialklasse.
  • Tatoveringer. Mange tatoveringer – for eksempel ansigtstatoveringer – er forbundet med lav status og aggression.
  • Geografi. Han må ikke bo for langt væk.
  • Uddannelsesniveau. Han skal være lige så højt eller bedre uddannet end hende.
  • Religion. Han skal tilhøre samme religion eller kulturreligion som hende.
  • Politisk overbevisning. Han må ikke stemme på yderste højre- eller venstrefløj.
  • Desuden skal han give modspil og må ikke være bange for konflikter.

Mændenes dealbreakers:

  • Fravalg af børn. De ønsker ikke en partner, der ikke vil have børn.
  • Vægt. Hun må ikke være meget overvægtig, men må f.eks. gerne veje fem kilo for meget.
  • Etnicitet. De vil ikke have en udlænding som partner – og særligt ikke en ikkevestlig.
  • Geografi. Hun må ikke bo for langt væk.
  • Højde. Hun må ikke være højere end ham.
  • Politisk overbevisning. Hun må ikke stemme på yderste højre- eller venstrefløj.
  • Desuden skal hun ikke være arrogant, egoistisk og illoyal eller brokke sig hele tiden.

Der var 582 ansøgere til årets femte sæson, hvor følgende fire par blev matchet:

25-årige Kathrine Gosvig Kelså fra Silkeborg og 27-årige Michael Harders fra Aarhus.
25-årige Kathrine Gosvig Kelså fra Silkeborg og 27-årige Michael Harders fra Aarhus. Foto: Kenneth Svanborg
Vis mere
Cecilie Basnov fra 'Gift ved første blik' giver sin brudekjole gratis til Tina Broholm.
Cecilie Basnov fra 'Gift ved første blik' giver sin brudekjole gratis til Tina Broholm. Foto: Marianne Overaa
Vis mere
52-årige Eva og 53-årige Carsten er nok det par, der har fået mest omtale i den igangværende sæson af 'Gift ved første blik'.
52-årige Eva og 53-årige Carsten er nok det par, der har fået mest omtale i den igangværende sæson af 'Gift ved første blik'. Foto: Marianne Overaa
Vis mere
Stefan fra Odense og Vanessa fra Esbjerg.
Stefan fra Odense og Vanessa fra Esbjerg. Foto: Marianne Overaa
Vis mere