Ryan Gosling plejer at holde kortene tæt til kroppen. 

Hverken Gosling eller hans hustru, den næsten lige så kendte skuespiller Eva Mendes, deler normalt specielt mange detaljer om deres privatliv.

Men i et nyt portræt af Gosling i magasinet GQ er der usædvanlig åbne toner fra skuespilleren, der blandt andet har spillet hovedrollen i film som 'La La Land, 'The Notebook' og 'Drive' fra 2011, der er instrueret af danske Nicolas Winding Refn.

I portrættet fortæller Gosling blandt andet om sine tanker omkring at stifte familie – før han altså selv havde en.

»Det er sandt, at jeg ikke tænkte på at få børn, før jeg mødte hende (Eva Mendes, red.). Men efter jeg mødte Eva, gik det op for mig, at jeg bare ikke ville have børn uden hende,« fortæller han i interviewet.

Heller ikke til offentlige begivenheder plejer parret at dele ud af detaljer omkring deres privatliv.

Faktisk er det sjældent, at parret overhovedet optræder sammen ved eksempelvis gallapremierer. Noget, som Mendes tidligere har kommenteret på.

I april postede Mendes et klip fra filmen 'The Place Beyond the Pines', hvor Gosling og Mendes spillede sammen. 

I en kommentar til opslaget skrev en bruger, at vedkommende håbede på at se de to på nogle røde løbere i forbindelse med den kommende Barbie-film, hvor Gosling medvirker.

Mendes svarede på kommentaren og skrev, at 'vi ikke gør de ting sammen'. 

Men i det usædvanligt åbne interview i GQ fortæller Gosling nu, at det netop var 'The Place Beyond the Pines', der fik ham til at overveje at stifte familie.

»Der var tidspunkter i 'The Place Beyond the Pines', hvor vi lod, somom vi var en familie, og jeg gad ikke lade som om længere. Det gik op for mig, at jeg ville være heldig, hvis jeg fik sådan et liv,« siger han i interviewet.

Parret har i dag døtrene Esmeralda og Amada.

Ryan Gosling spiller Ken – Barbies mandlige modpart – i den kommende Barbiefilm, der har premiere i juli. Filmen har ud over Gosling blandt andre Will Ferrel og Margot Robbie på rollelisten. 

Det danske band Aqua, der står bag det legendariske nummer 'Barbie Girl', udtalte i første omgang, at sangen ikke ville være med i filmen.

Men noget tyder på, at nummeret alligevel kommer til at optræde i filmen i en remixet version med de to rappere Nicki Minaj og Ice Spice.