Russell Crowe vandt i nat dansk tid en Golden Globe for sin hovedrolle i miniserien 'The Loudest Voice', men han kunne ikke tage imod den fornemme statuette, da han ikke var mødt op.

Den australske skuespiller havde nemlig valgt at melde afbud for at blive i sit hjemland og beskytte sin familie. Det skriver The Guardian.

Australien bliver nemlig i øjeblikket hærget af voldsomme brande, som indtil videre har slået 24 mennesker ihjel og brændt tusindvis af hjem ned til grunden.

I stedet havde den 55-årige skuespiller gjort en takketale klar, som skuespillerinden Jennifer Aniston læste højt på hans vegne.

Russell Crowe.
Russell Crowe. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Og talen satte netop fokus på de massive brande i Australien.

'Tag ikke fejl, tragedien i Australien skyldes klimaforandringerne,' lød det blandt andet i talen.

'Vi bliver nødt til at handle på baggrund af forskningen. Vi må bevæge vores globale arbejdsstyrker i retning af vedvarende energi og respektere vores planet for det unikke og fantastiske sted, den er. På den måde vil vi alle kunne have en fremtid. Tak.'

Russell Crowe vandt prisen for sin hovedrolle i miniserien 'The Loudest Voice', som er en serie i syv afsnit om Roger Ailes, der er stifter af mediet Fox News.

På Instagram har han delt en video, som viser Golden Globe-statuetten i hans bil ved siden af udstyr til at bekæmpe skovbrandene i landet.

Crowe var ikke den eneste, der brugte årets Golden Globe som anledning til at sætte fokus på de dødelige brande i Australien.

Det samme gjorde blandt andre talkshowværten Ellen DeGeneres, skuespillerne Pierce Brosnan og Joaquin Phoenix samt skuespillerinden Cate Blanchett, der selv er fra Australien, og som sagde følgende:

»Når et land står over for en klimakrise, står vi alle over for en klimakrise. Vi er i det her sammen,« sagde hun.