Den danskproducerede film 'Holy Spider' nåede knap at have premiere i Rusland, før den igen blev bandlyst.

Landets kulturministerium har uden forklaring nu tilbagetrukket tilladelsen til at distribuere den i russiske biografer, skriver det amerikanske medie Deadline.

Filmen omhandler kvindelige sexarbejdere i Iran og er af det iranske filmforbund blevet fordømt og sammenlignet med bogen 'De sataniske vers', der bliver anset som værende islamkritisk.

Forbuddet falder, mens Rusland er i krig med Ukraine og arbejder for at styrke forholdet til Iran – et af de få lande, Putins regering stadig har en god relation til.

Det bemærker instruktøren Ali Abbasi også over for DRs 'Deadline'.

»Ved at bandlyse 'Holy Spider' gengælder Ruslands regering en tjeneste for deres allierede i den islamiske republik, der har væbnet det russiske militær, så det kan dræbe uskyldige civile i Ukraine.«

Instruktøren tilføjer, at det føles som en kompliment at blive bandlyst af russerne.

'Holy Spider' har siden sin premiere ved Cannes-festivalen i 2022 høstet stor ros blandt anmelderne og vundet flere priser.

Det er en autentisk inspireret fortælling om en seriemorder, der går efter iranske prostituerede.

Instruktøren Ali Abassi siger, at han har modtaget trusler i forbindelse med 'Holy Spider'. Han har i flere interview talt kritisk om det iranske præstestyre.

Som 20-årig flygtede han selv fra Iran, hvor myndighederne efter alt at dømme altså ikke er begejstrede for filmen.