Det har været svært at finde negative anmeldelser af den nye HBO Max-serie The Last of Us.

Serien, der følger to hovedpersoner i en verden med zombier, har høstet voldsomme roser.

Og særligt det seneste afsnit – nummer tre i rækken – har af både anmeldere og 'normale seere' fået flotte ord med sig på vejen.

Men man må sige, at afsnittet skiller vandene.

For selvom episoden høster topkarakter adskillige steder, er der noget ved lige præcis disse 76 minutter af serien, som falder i unåde hos andre.

Episoden er nemlig blevet udsat for det, man kalder 'review bombing', som indebærer, at en stor gruppe af personer nærmest simultant giver en film, serie eller andet den dårligste karakter.

Oftest sker det på filmdatabasen IMDB, og det er også her, at 35.000 brugere de seneste to dage har anmeldt det tredje afsnit af The Last of Us med karakteren 1.

Det giver den samlet set episoden en rating på 7,9 ud af 10, mens de to første afsnit har fået en gennemsnitlig karakter på mere end 9.

Og det er altså til trods for, at de fleste anmeldere netop har udnævnt den seneste episode som den bedste.

Men hvorfor er det så tilfældet?

ADVARSEL: DET ER UMULIGT AT FORKLARE OM ÅRSAGEN UDEN AT BESKRIVE DELE AF AFSNITTET, DER KAN OPFATTES SOM EN SPOILER

Jo, flere medier som The Gamer og Forbes skriver, at det handler om den historie, man bliver præsenteret for i episode 3.

Det handler nemlig om de to mænd Bill og Frank, som finder hinanden midt i zombieapokalypsen.

Store dele af afsnittet følger de to mænds spirende forelskelse i hinanden, og det er ikke alle, der er tilhængere af den prioritering fra instruktøren.

Her lyder det nemlig fra kritikere, at de to mænds historie i episoden adskiller sig for meget fra deres historie i spiludgaven af The Last of Us, som serien altså skildrer.

Dertil kommer, at der i mange af de negative 1-stjernes anmeldelser også er en kritik af, at instruktøren har haft en 'woke agenda' ved netop at gøre relationen mellem de to mænd mere homoerotisk, end det er tilfældet i spillet.