2020 bliver uden kappestrid, dødsarmbånd og øråd – og Jacob Kjeldbjerg, ja, han må finde nogle andre at råbe »sæt i gang!« til.

'Robinson Ekspeditionen' er nemlig aflyst.

»Vi er utroligt ærgerlige over, at optagelserne til 'Robinson Ekspeditionen' ikke kan gennemføres i år,« udtaler Kenneth Kristensen, VP Non Scripted Content hos NENT Group, i en pressemeddelelse.

I første omgang var meldingen, at optagelserne til det populære TV3-program foreløbigt var udskudt som følge af corona-krisen.

Men nu er man altså nået til den erkendelse, at 'Robinson Ekspeditionen 2020' må sløjfes helt.

»Vi havde virkelig håbet på, at en udskydelse af optagelserne gjorde det muligt, men covid-19 er fortsat en global pandemi, og vi vil ikke risikere sikkerheden for vores crew og deltagere.«

»Vi ser i stedet frem imod næste år, hvor vi, forhåbentligt, kan producere den 22. sæson af 'Robinson Ekspeditionen' til udsendelse i efteråret 2021.«

'Robinson Ekspeditionen' blev første gang vist på dansk tv i 1998 og skulle til efteråret have været sendt på TV3 for 22. gang.

Jakob Kjeldberg har været vært siden 2004. Han overtog tjansen fra Thomas Mygind.