SPOILER-ADVARSEL: Hvis du endnu ikke har set programmet og ikke ønsker, at oplevelsen bliver spoleret, skal du ikke læse videre.

30-årige Martin fra Skurkeholdet fik ikke særlig meget tid i realityprogrammet 'Robinson Ekspeditionen'. Til deltagernes store overraskelse blev han sendt hjem af ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg af helbredsmæssige årsager inden dysten og ø-rådet.

»Jeg blev undersøgt af lægerne en time inden dysten. Så da vi gik ned mod området, hvor dysten fandt sted, vidste jeg intet. Men det er jo bare, fordi de vil filme mit ansigt, når de siger det – de vil have min reaktion på kamera,« siger Martin til B.T. og fortsætter:

»De (produktionsholdet, red.) gjorde nok det rigtige, selvom det kom som et chok.«

Martin blev sendt hjem før tid af helbredsmæssige årsager. Vis mere

Martin var i sæsonpremieren kommet galt af sted med ryggen under en dyst, og det voldte ham store smerter.

»Jeg blev jo proppet med piller og alt muligt dernede, og jeg kunne dårligt nok gå, uden at det gjorde ondt. Så det var okay, at de sendte mig hjem.«

Den 30-årige 'Robinson'-deltager nåede også at gøre lidt af et indtryk i det seneste afsnit efter en ophedet diskussion med holdkammeraten Sasha.

»I det første program viste jeg den gode side af mig selv. Men Sasha fik den ubehagelige side frem i mig. Jeg er faktisk lidt ked af, at jeg ikke kunne kontrollere mig selv. Det plejer jeg at kunne. Normalt spiser jeg hver tredje time, fordi jeg styrketræner, så jeg var nok lidt nemmere at hidse op end normalt,« slår han fast.

Tine blev den anden 'Robinson'-deltager, der blev stemt hjem i programmet. Vis mere

I første afsnit tabte Hold Øst dysten og stemte Malene hjem. I mandagens afsnit måtte Hold Øst endnu en gang i ø-råd og tage den hårde beslutning om at sende en holdkammerat hjem.

Her konkluderede Tine og Kristine, at de var meget alene mod en stor alliance i gruppen.

»Vi er to mod seks. Det er sgu da klart, at de er pisse positive. Det er også nemt at være her, når de holder sammen,« siger Tine.

Og det var da også Tine, som blev sendt hjem af holdkammeraterne.

»Det var ikke, hvad jeg havde planlagt (at ryge ud i andet program, red.), men for at fungere socialt skal man følge med i det, der sker, og hvis jeg ikke har hjertet med, så gør jeg ikke det,« siger Tine til den garvede ekspeditionsleder.