I mandagens afsnit af realityprogrammet 'Robinson Ekspeditionen' blev Tine stemt ud af sine holdkammerater fra Hold Øst. Mandag skrev Tine et længere indlæg på sin blog pilottine, hvor hun kommer med en række alvorlige anklager mod sine holdkammerater og produktionsholdet bag.

'På mit hold var social tilpasning: at deltage i snyd og der foregik gentagende kontraktbrud i så stort et omfang at produktionen i år ikke kunne sende snyderne hjem. Det blev derfor mit exit at jeg som den eneste sagde fra, når holdet snød,' skriver hun og fortsætter:

'Der blev snakket om at hente gløder om natten fra et bål som vi kunne se på den anden side af øen, at gå længere væk end vi måtte for at lede efter ting, der blev forsøgt lavet bål med tamponer og briller, hvor der blev holdt vagt så folk kunne snyde når det ikke blev set af produktionen. Men produktionen er jo ikke idioter og de var faktisk så trætte af mit hold at vi fik flere meldninger af dem.'

B.T. har talt med Jesper Kynde, der er redaktør på 'Robinson Ekspeditionen', om Tines påstande. Han afviser, at produktionsholdet skullet have haft kendskab til snyd på Hold Øst.

»Jeg var ikke overrasket over at læse det. I ø-rådet, hvor hun bliver stemt ud, kommer hun med lignende anklager,« siger han og uddyber sin forklaring:

»Problemet er lidt, at alt det, hun anklager dem for, er noget, der er sket, mens kameraerne er slukket, så vi har ikke kunnet fastslå, hvem der har ret.«

Han gør det klart, at det er en sag, hvor det udelukkende har været påstand mod påstand. Programredaktøren fortæller, at de reagerede, da Tine i første omgang påstod, at holdkammeraterne snød.

»Herefter er vi ekstra opmærksomme på holdet, og vi indskærper reglerne overfor dem. Men vi har ikke noget konkret at reagere på. De ting, hun nævner, er i den grad udslagsgivende for, at de ville blive smidt ud af ekspeditionen.«

Jakob Kjeldbjerg er endnu en gang ekspeditionsleder på realityprogrammet 'Robinson Ekspeditionen'.
Jakob Kjeldbjerg er endnu en gang ekspeditionsleder på realityprogrammet 'Robinson Ekspeditionen'.
Vis mere

Hvis I havde været vidende om det, var deltagerne så smidt hjem, også selvom der var tale om et helt hold?

»Ja. De er ufravigelige de krav.«

Jesper Kynde fortæller også, at årsagen til, at diskussionen blev skåret væk fra afsnittet, som blev sendt tirsdag aften skyldes, at påstandene ikke kunne bevises.