Natten var sort, og ud over en vagt havde tv-vært Rikke Gøransson ikke andre til at holde sig med selskab end det dyr, der lige var kravlet op på hendes telt.
Sådan beskriver 'Paradise Hotel'-værten en af mange udfordrende oplevelser, hun havde som natlig video-fotograf på 'Robinson Ekspeditionen'.
En tjans, værten i 2015 selv havde meldt sig til for at prøve sine grænser af. Hun havde været vært på 'Paradise Hotel' i efterhånden seks år og ville gerne udvikle sig inden for visuel historiefortælling.
Derfor sprang hun til, da muligheden opstod for at blive den første fotograf til at blive ved deltagerne om natten i overlevelses-programmet, der ligesom 'Paradise Hotel' sendes på TV3.
Rikke Gøransson fortæller, at så længe kameraet filmede, var hun ikke nervøs for de kryb og kravl, som levede på øen, men når hun bare var sig selv, var frygten der.
En frygt, der ikke blev mindre, da der en nat var en af den øde filippinske øs rotter, som satte sig til rette på kendissens telt.
»Det var en rotte på størrelse med en kanin, som satte sig lige oven på mit telt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Altså, hvad fanden gør man?«
Sådan spørger Rikke Gøransson retorisk, da hun fortæller om sin oplevelse. Hun siger, at især den første tid på øen var en prøvelse.
Første nat havde værten eksempelvis slået sit telt op et sted, hvor det næste morgen blev fanget af tidevandet. Dette efter en nat, hvor hun desuden ikke sov meget på grund af alle de lyde, junglen bød på.
Perioden på øen bød foruden store gnavere og tidevand på en sygdomsoplevelse for fotografen. Rikke Gøransson blev nemlig ramt af madforgiftning, hvor hun plaget af feber, opkast og diarré måtte klare sig selv.
»Det er bare ikke det fedeste i buldermørke at skulle grave huller til at skide i, når man er på en øde ø. Folk, der har haft madforgiftning eller roskildesyge, ved, hvor voldsomt det er,« siger hun.
Den 34-årige vært forklarer, at hun fik hjælp af nattevagten, der som regel var en dykker eller faldskærmsudspringer, som havde meldt sig til at overnatte på øen, hvis der skulle ske noget med deltagerne.
Vedkommende kunne blandt andet tilkalde lægehjælp med sin walkie-talkie, hvis det blev nødvendigt. Det mente Rikke Gøransson imidlertid ikke, det var i hendes tilfælde. Det var både dyrt og farligt at lade en vagtlæge sejle ud til øen om natten.
Derfor måtte hun vente på morgenbåden, som dagligt ankom ved otte-tiden, for at blive reddet mod mere civile forhold.
Som tiden gik, og udfordringerne blev klaret, vænnede reality-værten sig dog til det simple liv på øen.
Rikke Gøransson filmede, til deltagerne var gået til ro, og omkring klokken fire stod hun op, fangede solopgangen på kamera og var klar, når sæsonens deltagere vågnede.
Efter morgenens sejltur væk fra den øde ø ventede kaffe og bacon, og derefter kunne hun tage en velfortjent lur og slange sig på stranden, indtil hun mødte ved femtiden om eftermiddagen til endnu en nats arbejde.
Seks uger boede hun i det lille telt på øen. Et ophold, som hun ikke et sekund har fortrudt.
»Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg lige havde været igennem et svært breakup, og jeg havde brug for at mærke, jeg kunne være stærk. Det gav mig også sindssygt meget personligt,« fortæller hun.
Rikke Gøransson, der foruden sin video-opgave selv er tidligere deltager i 'Robinson Ekspeditionen', er gæst i det nye talkshow 'Robinson Ekspeditionen – planken ud', hvor man tager et tilbageblik på de mange sæsoner af reality-programmet.
'Robinson Ekspeditionen – planken ud' har premiere 19. oktober på Viaplay.