Realitystjernen kan ikke længere genkende sig selv.

Rikke Chili fra programmer som 'Plastikkongerne', 'Divaer i Junglen' og 'For lækker til love' er vant til et liv i højt gear, og hvor dagene sjældent er ens. Som kirurgisk turismeansvarlig hos BeautyTrips bruger Rikke det meste af sin tid på at rådgive, hjælpe og støtte andre mennesker. Hun har dog glemt sig selv i processen, og det lader kroppen hende nu vide på den hårde måde.

Efter en længere periode med hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær og udmattethed har Rikke smidt håndklædet i ringen og sygemeldt sig med stress.

»Jeg har det meget slemt for tiden. Jeg føler helt ærligt, at det er et helvede, jeg gennemgår,« fortæller hun til Realityportalen.

Den Rikke, som hun kender, er ikke den samme, som hun ser i spejlet længere.

»Man er en anden, når man går med med stress. Jeg føler, at jeg ikke dur til noget og ikke er til nytte, og det er meget hårdt. Jeg føler mig ikke som et helt menneske, og jeg kender ikke mig selv p.t.«

Burde have lyttet til sin krop

Realitybaben ville ønske, at hun havde lyttet til sin krop for mange måneder siden, men hun var bange for at virke svag. Nu vil hun gøre op med illusionen om, at stærke mennesker ikke bliver stressede. Var hun nået til den erkendelse før, havde en fod på bremsen måske hjulpet hende.

»Mange tror fejlagtigt, at man er svag, hvis man går ned med stress. Det kunne ikke være fjernere fra sandheden. Man går ned med stress, fordi man har været for stærk for længe og ikke har lyttet til sin krop,« fortæller Rikke og fortsætter:

»Grunden til, at jeg er åben og ærlig om min situation, er, at det aldrig må være tabu at smide håndklædet i ringen og indrømme, at man er for stresset og presset.«

Martin er en stor støtte

Heldigvis for Rikke har hun en klippe i kæresten, Martin Celosse-Andersen, som har været der for hende gennem hele processen.

»Martin er fantastisk i denne periode. Det er han selvfølgelig altid, men han er genial i denne situation. Han er så tålmodig, kærlig, forstående, omsorgsfuld og så hjælpsom,« siger hun.

Kæresten, som flere nok kender som 'Exit Martin', er god til at møde Rikke i den tilstand, hun er i. For eksempel får hun nogle aftener et stort behov for at hovedrengøre hele hjemmet for at få ro i hovedet, og når det sker, sørger Martin for ikke at være skeptisk eller stille spørgsmål, men blot gribe støvsugeren og hjælpe til.

»Han gør denne ondsindede situation meget mere tålelig. Jeg elsker ham for det fantastiske menneske, han er,« lyder det fra realitydeltageren.

Bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.