Morten Spiegelhauer og co. er blevet stoppet i sidste øjeblik.

Den kendte TV 2-vært og resten af hans populære graverprogram 'Operation X' skulle onsdag aften have sendt en udsendelse med titlen 'Mad, magt og rottelort'.

Men det har Retten i Odense ifølge Landbrugsavisen sat en stopper for.

Melproducenten, Valsemøllen har nemlig tirsdag fået delvist medhold i en forbudssag mod TV 2. En dom som TV 2 nu vil kære til Landsretten.

Landbrugsavisen fik bekræftet dommen af Retten i Odense onsdag morgen.

TV2's kommunikationsafdeling bekræfter yderligere til B.T., at TV 2 ikke sender 'Operation-X' onsdag aften.

I et skriftligt svar fra redaktionschef på TV 2 Dokumentar, Katrine Jo Andersen, lyder det:

'Retten i Odense har nedlagt forbud mod, at TV 2 i 'Operation X' kan omtale nogle specifikke forhold og kritiske ekspertvurderinger i forbindelse med omtale af sagsøger, uden i samme sekvens at opliste en række detaljerede forhold.'

Hun fortsætter:

'Dette forbud umuliggør, at 'Operation X' kan sendes i den nuværende form. TV 2 er uenige i kendelsen og vil derfor kære den til Landsretten for at få deres vurdering af sagen.'

Landbrugsavisen kunne tirsdag fortælle, at melproducenten Valsemøllen havde anlagt en forbudssag om udsagn i 'Operation X'-programmer, der handlede om koncernen Danish Agros kornhåndtering.

Begæringen vedrørte udsagn om Valsemøllen og ikke udsendelsen som helhed, skriver mediet.

Onsdag gav Retten i Odense Valsmøllen medhold i en lille del af sin påstand – det er endnu ikke oplyst, hvilke konkrete dele af udsendelsen afgørelsen vedrører.