Remee har opdaget, at en mindre gruppe drenge har oprettet en Instagram-profil udelukkende for at hylde ham på bizarre måder. Dette får ham til at stille spørgsmålstegn ved drengenes intentioner, selv om Remee godt ved, at det mest er for sjov.

I det nye afsnit af 'Remee og Mathilde' på Dplay taler Remee om en gruppe drenge, der har oprettet en fanside om ham.

»Jeg har ingen aktuelle ting eller grunde til, at man skulle lave en fanside. Den er så mærkelig. Jeg kan ikke finde ud af, om det er for sjov, om det er lavet af kærlighed, eller om det er en flok massemordere, der vil sprænge mit hus i luften,« fortæller Remee i programserien.

På profilen kan man se drengene skåle og synge serenader for Remee. Derudover skriver de i captions 'Vi vil gøre alt for Remee' og 'Vi elsker dig, Remee', og de opfordrer folk til at følge med: Følg vores profil, det bliver kun meget vildere.

Det, Remee selv finder mest absurd, er, at hans eneste solosingle hele tiden kører i baggrunden.

»Det er min eneste solosingle og klart mit mindste hit nogensinde. Det var min undskyldning for at komme til at arbejde med Thomas Troelsen. Universal Music ville lave en soloplade med mig, og så sagde jeg, at det skulle være ham, som producerede den,« forklarer Remee.

 

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.