Regeringen vil kæmpe for, at Rusland udelukkes fra det kommende Eurovision i Italien. Det oplyser kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til B.T.

»Det er simpelthen ikke noget, Rusland bør kunne deltage i i en situation, hvor de har invaderet Ukraine, lavet en invasion af et europæisk land og bragt krig på europæisk jord,« siger hun.

Eurovision finder sted i italienske Torino til maj. Og med begrundelsen, at sangkonkurrencen er 'et apolitisk kulturelt arrangement', har arrangørerne, European Broadcasting Union (EBU), meldt ud, at man ikke umiddelbart har tænkt sig at forhindre Rusland i at deltage.

»Men vi vil selvfølgelig følge situationen tæt,« tilføjer arrangørerne ifølge BBC.

Til B.T. fortæller Ane Halsboe-Jørgensen, at hun i både EU- og FN-regi vil lægge pres på EBU for at få dem til at lytte til opfordringen om at ekskludere Rusland fra årets Eurovision.

Hun køber ikke forklaringen om, at Eurovision netop blev skabt som et apolitisk åndehul efter en tid med krig.

»Netop fordi Eurovision er grundlagt med værdier om inklusion, forståelse og diversitet, så vil det være helt forkert, hvis man tillader, at en nation, der lige har invaderet et frit demokratisk europæisk land, så kort tid efter kan stå ved det fælles europæiske Melodi Grand Prix og repræsentere selvsamme nation. Det strider netop mod de værdier, Eurovision har,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Flere europæiske tv-stationer har allerede meldt ud, at de ikke vil deltage i sangkonkurrencen, hvis Rusland også deltager.

Vil du opfordre DR til også at boykotte Eurovision, hvis EBU beslutter sig for at lade Rusland deltage?

»Det vil jeg ikke spekulere i. Jeg vil hellere bruge min taletid og min indflydelse som minister på at lægge det størst mulige pres, for at Rusland kan mærke, vi står sammen mod dem.«

Tidligere i dag var kulturministeren også ude i B.T. og sige, at regeringen vil udelukke Rusland fra al international sport og vil boykotte al sport, der finder sted i Rusland.

»Rusland har angrebet Ukraine. Det er en meget alvorlig situation. Det skal have alvorlige konsekvenser for Rusland. Det får det selvfølgelig ikke mindst som følge af de sanktioner, der allerede er meldt ud fra de vestlige lande og fra EU. Men her spiller kulturen og sporten også en rolle. Og også her skal Rusland udelukkes i mine øjne,« siger hun.

Ane Halsboe-Jørgensen er glad for, at Champions League-finalen nu bliver flyttet fra Rusland til Paris. Men i marts skulle det danske U18-fodboldlandshold have spillet kamp mod Rusland i Marbella i Spanien. Det ønsker hun at boykotte.

»De skal efter min mening ikke kunne deltage. De repræsenterer et land, som har invaderet er frit demokratisk land i Europa. Mere alvorligt bliver det ikke.«