Det er så sikkert som amen i kirken. Intet Melodi Grand Prix uden en vinder. Og ingen vindersang uden anklager om plagiat.

Det er også tilfældet med rockgruppen REDDI, der lørdag vandt Dansk Melodi Grandprix med sangen 'The Show'.

Da B.T. livebloggede fra showet lørdag aften, gik der nemlig ikke lang tid, før det væltede ind med kommentarer om, at REDDI har lånt lige lovlig meget fra omkvædet i 'Only Teardrops', der vandt både Melodi Grand Prix og Eurovision i 2013.

Spørgsmålet kom igen, da REDDI chattede med B.T.s læsere dagen derpå.

REDDI består af Mathilde 'Siggy' Savery på sang og guitar, Agnes Roslund på guitar, Ida Bergkvist på bas og Ihan Haydar på trommer.
REDDI består af Mathilde 'Siggy' Savery på sang og guitar, Agnes Roslund på guitar, Ida Bergkvist på bas og Ihan Haydar på trommer. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og anklagerne kommer ikke bag på de fire musikere. De kunne nemlig selv høre ligheden, allerede inden de sendte sangen ind.

»Vi kan godt selv høre, at det er de samme toner i omkvædet. Men det bliver spillet på en fløjte i 'Only Teardrops', og vores har en helt anden vibe,« siger forsanger Mathilde 'Siggy' Savery.

»Vi har altså ikke sat os ned og tænkt: 'Lad os bruge det her fløjtestykke til et omkvæd.' For helt ærligt – jeg kendte faktisk ikke den sang, og det er mig, der har skrevet omkvædet,« tilføjer hun.

Mathilde 'Siggy' Savery, der både synger og spiller guitar i REDDI, har skrevet sangen sammen med trommeslager Ihan Haydar, Lars 'Chief 1' Pedersen, Remee Jackman og sangskriveren Julia Fabrin, der også skrev netop 'Only Teardrops' til Emmelie de Forest i 2013.

»Vi skrev til Julia og de andre sangskrivere: 'Minder det her jer om noget?' Og de var sådan: 'Hvad, nej?'. 'Kom nu, tænk en gang mere,' men de kunne ikke høre det,« griner 'Siggy'.

»Men jeg tror ikke, Julia kommer og sagsøger sig selv for plagiat,« smiler 'Chief 1', der altså både har fundet og sammensat de fire REDDI-medlemmer og været med til at skrive deres vindersang.

Lars 'Chief 1' Pedersen sammen med REDDI efter sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2022
Lars 'Chief 1' Pedersen sammen med REDDI efter sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2022 Foto: Bo Amstrup
Vis mere

En vindersang, som nogle af B.T.s læsere også mener har lånt lige lovlig mange toner fra omkvædet til 'New Tomorrow', som gruppen A Friend in London vandt det danske Melodi Grand Prix med i 2011.

»Ej, hvor sjovt, det havde vi ikke selv tænkt over,« siger Ihan Haydar, da hun hører om sammenligningen og derefter synger de to sange – og kommer til den erkendelse, at de ganske vist deler flere toner i omkvædet.

»Men fedt – jeg elsker den sang. Og jeg er jo forelsket i den mand, der har været med til at lave den, så det gør ikke noget,« smiler trommeslageren, der er gift med Esben Svane fra netop A Friend in London.

Ifølge Lars 'Chief 1' Pedersen er det svært at skrive sange, der ikke minder om noget, man har hørt før, da der kun er 12 toner i en skala, og man i fængende popmusik sjældent bruger dem allesammen.

»Så jeg er altid bange for, at der kommer en eller anden sang fra Grækenland, der er fuldstændig den samme,« griner han.

Hør, om det græske bidrag også minder om REDDIs 'The Show', når rockkvartetten deltager i Eurovision i Torino til maj.