‘Singletown’-parret gik med planer om et traditionelt kirkebryllup, men nu er kærligheden brast.

I ‘Singletown’ var der intet, der kunne slå kæresteparret Freja Steenholdt, 22, og Mike Jørgensen, 22, ud. De meldte sig til programmet, fordi Mike havde været utro i starten af deres forhold, men undervejs i de ni dage, deres deltagelse varede, blev de sikre i deres kærlighed til hinanden. Det skriver Realityportalen.

Endda så sikre, at Mike friede til Freja under deres kærlighedstest, Freja sagde ja, og de forlod programmet som forlovede.

Men nu er forlovelsen afbrudt. Det bekræfter Mike overfor Realityportalen.

»Freja og jeg er desværre ikke sammen mere. Det er sket af personlige årsager. Vi har det stadig godt med hinanden, og vi snakker stadig sammen,« forklarer han.

Hverken han eller Freja har ønsket at kommentere bruddet yderligere.

Mike og Freja boede sammen i en lejlighed i Nakskov, og de blev kærester d. 21. november 2019. Men efter halvandet års forhold har de altså kastet håndklædet i ringen og lagt planerne om det traditionelle kirkebryllup på hylden.

Mike Jørgensen kender vi også fra 15. sæson af ‘Paradise Hotel’ i 2019.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk