Reality-kendis Pernille Nygaard Vejs er ved at uddanne sig til jurist, og hun har i den forbindelse et arbejde hos en forsvarsadvokat i København.

Men privatadressen er i Frederikshavn. Den nordjyske by, som nu sammen med seks andre byer i syv nordjyske kommuner er lukket ned.

»Jeg synes, det er rigtig forfærdeligt, at det er kommet hertil. Det er skrækkeligt at se, hvordan det har udviklet sig,« lyder det fra den 30-årige reality-kendis, som mange vil huske fra 'Paradise Hotel' og 'Mig og min mor'.

»Selvfølgelig er vi nødt til at gøre det, men det er en vanskelig situation.«

Her ses Pernille Nygaard Vejs (t.h.), som er kendt fra programmet 'Mig og min mor' ved Reality Awards i 2015.
Her ses Pernille Nygaard Vejs (t.h.), som er kendt fra programmet 'Mig og min mor' ved Reality Awards i 2015. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Pernille Nygaard Vejs fortæller, hun lige skal nærlæse de regler, der nu gælder for hende. Reglerne blev meldt ud på pressemøde torsdag aften.

Meget af hendes familie bor i Frederikshavn, og hun har blandt andet været i telefonisk kontakt med sin farmor og farfar, som også er ærgerlige over situationen.

»De er selvfølgelig kede af det, men de er også meget påpasselige. Så de vil selvfølgelig også gøre alt det, der kræves. De følger retningslinjerne«

En anden svær udfordring som medfølger af de nye restriktioner for de syv kommuner i Nordjylland omhandler kendissens far.

Han arbejder nemlig i Grønland, og holder af at være sammen med familien, når han er hjemme.

»Det ville jo være rart, at han kunne bruge tid sammen med os, når han endelig er hjemme, men det kan han jo ikke nu. Så det er også utroligt ærgerligt,« lyder det fra hende.

Kendissen fortæller, at hun snart er færdig som jurist, men selvom hun er tvunget til at bruge meget tid i hovedstaden, så går hendes tanker til Frederikshavn lige nu.

»Det er jo min by. Det er der, jeg er vokset op. Det er skrækkeligt at se, hvordan det er gået. Jeg ved jo ikke engang, om jeg kan se min familie,« lyder det fra hende.